Indtil 1050: Oldtid


Billedsten er en sten med indhuggede og/eller bemalede billeder. 

I oldtiden rejste man billedsten som gravmonumenter rundt om i Norden. 
 

De ældste findes på Gotland og prydes af geometriske mønstre, solsymboler samt stiliserede mennesker, dyr og skibe. Efter år ca. 700 rejste man flere billedsten med livfulde scener fra den nordiske mytologi eller gamle heltesagn om fx Sigurds Fafnersbane.

Edda er betegnelsen for to forskellige islandske, norrøne skrifter.
 
Den yngre Edda fra ca. 1225 er Snorri Sturlusons lærebog i poetik, metrik og mytologi.
 
Den ældre Edda er betegnelsen for en samling af 29 håndskrevne, norrøne helte- og gudekvad, forfattet af ukendte, islandske digtere mellem år 800 og 1200. Den ældre Edda er dog først nedskrevet i slutningen af 1200-tallet i bogen Codex Regius.
 
Eddadigtene er de vigtigste kilder til den nordiske mytologi.
Kenning er en poetisk omskrivning i norrøn digtning. 

En kenning er, når man fx kalder en kriger for sværdets bærer.
Harald Blåtands indskrift på Jellingestenen fra 965 fortæller, at han “gjorde Danerne kristne”.
 
Kristningen af Danmark var i realiteten en lang proces, der varede fra ca. 900 til 1200-tallet. Den gamle, nordiske mytologi blev kun gradvist afløst af den nye kristendom.
 
Kristne missionærer kom fra syd og vest i forsøget på at indføre den romersk-katolske kirke i Danmark.
En myte er en fortælling om guder og de urtidsbegivenheder, der forklarer menneskets og verdens skabelse.
Den nordiske mytologi er den tro, der blev dyrket i Norden (det nuværende Danmark, Island, Norge og Sverige) frem til kristendommens indførelse.
 
De vigtigste kilder til mytologien er Den yngre Edda, Den ældre Edda og en samling anonyme digte.
 
I den nordiske mytologi blev jorden opfattet som en skive, hvor de forskellige verdener ligger. I midten er gudernes verden, Asgård, med træet Yggdrasil. Her bor Odin, gudernes konge, sammen med tordenguden Thor, krigsguden Tyr, frugtbarhedsguden Frej, kærlighedsgudinden Freja, Balder, Frigg, Loke og flere andre aser.
 
I Valhal, Odins bolig, lever døde menneskekrigere en ideel tilværelse med mjød og kød. Menneskene bor i Midgård. Yderst ligger Udgård, hvor jætterne hører til. I underverdenen er dødsriget Hel, et trist og skummelt sted.
 
Der er ufred mellem guder og jætter. Takket være Odins intellektuelle og Thors fysiske evner formår guderne at holde jætterne i skak. Kampen mellem guder og jætter, danner grundlag for en række myter.
Det norrøne sprog er det gamle, oldnordiske sprog, der blev talt i vikingetiden og i middelalderen i Norge, Island og Færøerne.

Den yngre Edda, Den ældre Edda, skjaldekvadene og sagaerne er en del af den norrøne digtning.
Oldtiden er en betegnelse for de ældste tider indtil middelalderens begyndelse. 
Den konkrete tidsperiode, afhænger dog af, hvilken verdensdel eller kultur man beskæftiger sig med.

Den nordiske oldtid svarer til forhistorisk tid, dvs. fra de ældste spor af menneskets tilstedeværelse indtil middelalderens begyndelse ca. 1050 e.Kr.

Man inddeler oldtiden i tre perioder: Stenalderen (indtil ca. 4000-1700 f.Kr.), bronzealderen (ca. 1800-500 f.Kr.) og jernalder (ca. 500 f.Kr.-750 e.Kr.). Herefter følger vikingetiden (slutningen af 700-tallet til ca. 1050).

Interessen for den nordiske oldtid opstod for alvor med romantikkens fremkomst. Forfattere og billedkunstnere begyndte at interessere sig for den fælles fortid i forsøget på at definerer en fælles, national nutid og fremtid. Adam Oehlenschlägers digt Guldhornene (1803) og N. F. S. Grundtvigs historiske værker Nordens Mytologi (1808) samt oversættelser af Saxos og Snorri Sturlusons krøniker, er udtryk for dette.
Runer er et skriftsystem fra det 2. århundrede, der anvendtes i Norden i ca. 1200 år. Tegnene udgør et alfabet, der er kendetegnet ved sin kantede form, formodentlig fordi bogstaverne blev hugget ind i sten eller træ. Der er mange eksempler på runeindskrifter i Danmark.

Handling hugget ind i sten
Runeindskrifterne blev brugt til at beskrive og dermed fastholde begivenheder og handlinger. Magt og position kunne afspejles i den indhuggede tekst. Det mest kendte eksempel er den store Jellingesten, der fastholder Harald Blåtands politiske bedrifter for eftertiden.

Runer og kunst 
I de store rune- og billedstene med indskrifter og udsmykning bruges både runens magt og billedlige ornamenter og figurer som udtryk. Ligesom teksten, der fastholder begivenheder og magtforhold, udtrykker billederne rigdom, indflydelse og position.
Ordet “saga” kommer af det norrøne ord “at sige”. Det er fortællinger om fremtrædende personer og helte, der udspiller sig i Islands storhedstid i perioden 930-1030 e.Kr. De er dog nedskrevet nogle hundrede år senere i 1200-tallet, hvor Islands status ikke var på samme niveau. 
 
Ære, slægt og konsekvenser
Sagaerne bærer ofte hovedpersonens navn, Ravnkel Frøjsgodes saga eller Njals saga, og handler således om en heltefigurs liv. Handlingen drejer sig ofte om brud på normer og æresbegreber, og de konsekvenser bruddet får.

Sagaerne byder på regulær vold i form af kindheste, fodhugning og sågar udspekulerede straffemetoder som ophængning i reb gennem akillessenen. Den dramatiske vold beskrives dog nedtonet, nærmest underdrevent uden indlevelse og empati med hverken offer eller bøddel.

Replikker og handling

Sagaerne er episke (minilex: Epik) fortællinger, der ofte gør brug af replikker og historisk præsens, når de centrale scener udspiller sig. Der er ikke lange, fabulerende beskrivelser af omgivelser og omstændigheder, men nærmere en klar og direkte præsentation af slægtsforhold, handlinger og deres efterspil.
Et sagn er en kort, mundtlig overleveret fortælling.

Man kan tale om historiske sagn, folkesagn, naturmystiske sagn, stedsagn og eventyrsagn.

Et sagn menes – i modsætning til eventyr – at bære en kerne af sandfærdighed i sig. Sagnet postulerer, at det bygger på virkelige begivenheder.

I vore dage har begrebet sagn fået et præg af usandfærdighed og er i daglig tale en beretning fra tidligere tider, som man ikke helt kan fæste lid til.
Skjaldedigtning er en betegnelse for oldnordiske lovkvad. Det er en del af den norrøne digtning.
 
I modsætning til saga- eller eddadigte kender man ofte navnet på skjaldedigtets ophavsmand. Skjalden, dvs. digteren eller sangeren, var nemlig ofte knyttet til en stormand eller en konges hof, og på den måde kendt. Skjaldedigtet eller lovkvadet lovpriste stormænd, konger og afdøde.
 
Skjaldedigte er ofte formet på indviklede versemål med brug af kenninger og et gådefuldt billedsprog, som forudsætter indsigt i bl.a. den nordiske mytologi. Sætningerne kan flette sig ind i hinanden på en “unaturlig” måde, på samme måde som vikingetidens ornamentale stil.
 
Skjaldedigtningen går sandsynligvis tilbage til 800-tallet, men er først nedskrevet omkring år 1200 e. Kr.
Vikingetiden er en periode i Norden fra slutningen af 700-tallet til midten af 1000-tallet. Danske, norske og svenske vikinger drog på plyndrings- og erobringstogter samt handelsfærd i hele Europa og dele af Asien.
 
Vikingerne bosatte sig i gamle kulturlande som England og Frankrig, men også i hidtil næsten eller helt ubeboede områder som Færøerne, Island og Grønland, hvorfra de nåede Amerika.
 
I vikingetiden vandt kristendommen indpas i Skandinavien, og de nordiske lande blev etableret som riger. Vikingetidens litteratur er skrevet med runer på sten og træ.
 
Vikingetidens billedkunst

Vikingetidens billedkunst blev skabt i tiden fra ca. 800 til første halvdel af 1100-tallet. Der er bevaret meget fra tiden. Vikingekunsten udfoldede sig på genstande som inventar, dragter, vægtæpper, dragtspænder, drikkebærer, seletøjsbeslag, våben samt på bygninger og mindesten. De foretrukne materialer var træ, tekstil, metal og sten.
 
Langt størstedelen var til verdsligt (ikke-religiøs) brug i modsætning til samtidens kristne Europa.
 
Vikingetidens kunst var både ornamental, symbolsk og figurativ. De vigtigste motiver var båndfletninger og dyreornamentik i mange fantasifulde former, som fx gribedyr.
 
Symbolkunsten omfatter bl.a. thorshamre, masker, fuglefigurer, slanger, det store dyr (som fx ses på den store Jellingsten samt kors og Kristusfigurer).
 
Den figurative kunst kan relateres til enten nordisk mytologi, gamle heltesagn eller kristendommen.
 
Bevarede farvespor viser, at der anvendtes stærke farver som sort, gul, rød og hvid.
 
Vikingekunsten kan opdeles i stilarter, der har navn efter danske og norske lokaliteter: Borrestilen (ca. 850-975), Jellingstilen (slutningen af 800-tallet til anden halvdel af 900-tallet), Mammenstilen (ca. 950-1000), Ringerikestilen (ca. 1000-1050) og Urnestilen (ca. 1050 til første halvdel af 1100-tallet).