2000-2010: Genrehybrider og fiktionseksperimenter


Dokumentarisme kaldes den litteratur, der benytter fakta og historiske dokumenter i sin fiktion. Dokumentarismen foldede sig ud i den nordiske litteratur i 1960'erne og 1970'erne. Udbredelsen af tv skabte en ny mediebevidsthed, og samtidig var der i perioden et stærkt socialt og samfundskritisk engagement.


Kvindebevægelsen og arbejderlitteraturen udviklede derfor den dokumentariske reportage- og interviewform til at formulere kvindernes og arbejdernes oplevelse af undertrykkelse og mulig frigørelse.

Hvor litteraturen i dokumentarismen inddrager en journalistisk arbejdsform, inddrager moderne journalistisk omvendt fiktionstræk i sine reportager og sagsfremstilling, fx i new journalism (reportage). Fremstillingen bliver derved mere levende og dramatisk.

Grænsen mellem fiktion og fakta fremtræder også sløret i tv’s dokudramaer, hvor man genfortæller virkelighedshistorier i fiktionsform.

I perioden 2000-2010 benytter forfattere som Naja Marie Aidt, Jens Blendstrup og Lone Hørslev sig af dokumentarisme i deres værker.
Alle fortællinger benytter sig af en eller flere genrer, som er med til at forme udtrykket. Det gælder både kærlighedsdigte, romaner med flere valgmuligheder eller actionspil, hvor målet er at nedkæmpe det onde. Hver genre har sin egen historie og et særligt sæt af regler og mønstre, som spiller på forskellige forventninger hos modtageren.

Hybrid kommer af latin og betyder ’krydsning’. De nye medier består af mange hybrider eller blandformer mellem ældre genrer og medier. Litteratur er ikke længere forbeholdt bøgernes verden, men bliver i stigende grad mixet med både digtmaskiner, sms-sprog, filmklip, fotos og lyd fortalt som non-lineære forløb, dvs. en interaktiv fortælleform, hvor oplevelsen i høj grad er baseret på modtagerens (læser, lytter eller beskuer) aktive påvirkning af handlingens forløb.
En teksttype der består af to eller flere tekstblokke, som er bundet sammen af links. Læseren bevæger sig rundt mellem tekstblokkene og skaber sin egen sammenhæng som i et leksikon. Internettets milliarder af links og informationer udgør én stor hypertekst.
Nye medier er en samlebetegnelse for interaktive computermedier. Nye medier indbefatter nye kommunikationsformer som sms, chat og e-mail. Men nye medier dækker også fortællende genrer som hyperfiktioner, interaktive fortællinger og computerspil.
Performancekunst er kunst der udføres af kunstneren selv evt. foran et publikum, men ikke nødvendigvis. Værket kan dokumenteres på anden måde, fx som video. Et eksempel på dette er Peter Lands The Cellist. Fantasy for celo in D-minor.

Betegnelsen kan bruges som paraplybetegnelse for alle former for kunst, der involverer et element af optræden, synonymt med betegnelsen scenekunst. Men oftest refererer termen til en form for avantgarde eller konceptuel kunst, som er vokset ud af de visuelle kunstarter.
Midt i halvfemserne præsenterede Nicolas Bourriaud begrebet relationel æstetik, der betegner den moderne kunsts tendens til at ophæve skellet mellem kunst og virkelighed. Bourriaud påpeger en stribe værker, hvor kunstværket ikke autonomt og tydeligt fremstår som kunst, men netop er karakteriseret ved at overskride denne grænse.

Fra beskuer til deltager
En konsekvens af de nye værker er en ændret rolle til beskueren. Man må tage stilling og afgøre, om det er virkelighed eller kunst, man ser på/deltager i. I sammenhæng med relationel æstetik ses ofte politiske, kønsproblematiserende og selvbiografiske værker, der netop vil i greb med vireligheden og dens repræsentation.
Den gode historie har altid været i høj kurs. Der er utallige eksempler på, at film, teater, radio, computerspil, litteratur, tv og tegneserier henter fortællinger hos hinanden og omsætter dem til deres eget mediespecifikke univers.

Lara Croft startede som en karakter i et computerspil, men fandt vej til det hvide lærred på samme måde som tegneserieheltene Superman, Batman og Spiderman. Lars von Triers film Dogville blev senere til et teaterstykke, og mange tv-serier er baseret på litteratur. Disneys tegnefilm Løvernes konge blev en broadwaymusical, og litterære bestsellere er blevet til interaktive computerspil.


Medierne dyrker hinandens hits. Denne omformning fra et medie til et andet – som kaldes remediering – er lige så gammel som medierne selv. Men omfanget er taget til i takt med multimediekulturens udvikling.
Selvbiografi er en genrebetegnelse for den levnedsskildring, som en forfatter skriver om sit eget liv. De ydre livsforhold og den indre udvikling føjes sammen ud fra et overordnet og tilbageskuende fortolkningspunkt.

I Danmark dukkede de første selvbiografier op i 1500-tallet, og genren oplevede en blomstring i sidste del af 1600-tallet. Betydeligst er kongedatteren Leonora Christinas Jammers Minde (skrevet 1674), der især handler om hendes 22 år som fange i Blåtårn.

1800-tallet byder på en række store danske selvbiografier, bl.a. H.C. Andersens Mit Livs Eventyr (1855), Johanne Luise Heibergs Et Liv gjenoplevet i Erindringen (skrevet 1855) og M.A. Goldschmidts Livserindringer og Resultater (1877). Denne klassiske tradition fortsætter i 1900-tallet, bl.a. med Johannes Jørgensens Mit Livs Legende (1916-28), og fik et sent udtryk i Thorkild Bjørnvigs erindringer (1983-87).

Blandt 1900-tallets kritiske selvbiografier kan især nævnes Henrik Stangerups ’roman’ Fjenden i forkøbet (1978), hvor behovet for at finde en gyldig identitet spændes op imod tekstteoriens bevidsthed om, at skildringen af livet altid forvandler dette til fiktion.

Selvbiografiske træk i fiktive værker er karakteristisk for nyeste tids litteratur. Forfattere som Lone Hørslev, Jens Blendstrup og Naja Marie Aidt blander dokumenterende, personlige elementer med almene og klassiske temaer.
En poetisk genre, hvor lyrikkens visuelle udtryk indgår på lige fod med ordenes betydning. Visuel poesi bryder ofte med lyrikkens linearitet og udnytter samspillet mellem digtets indhold og form som fx skriftstørrelse og digtets grafiske opsætning.