1980-1990: Firserpoesi og fabulerende prosa


De unge vilde var en gruppe af unge, danske kunstnere, der brød frem i 1980erne. De fik betegnelsen De unge vilde pga. deres slægtskab med ”Die Neuen Wilden“ (De nye vilde) i Tyskland. 
 
De “gamle” vilde var fauvisterne (Vilddyrene) fra begyndelsen af århundredet.
 
Fælles for de unge vilde var et opgør med de herskende kunstretninger  minimalisme, konceptkunst og den politisk bevidste kunst. Man reagerede ved at genoptage maleriet, som avantgardisterne ellers havde erklæret for dødt. 
 
Ironisk distance

De unge vilde kunstnere malede ekspressivt med hastige, vilde eller sjuskede penselstrøg, men i modsætning til tidligere tiders følelsesladede udtryk gik 80'er-kunstnerne anderledes usentimentalt til værks. De havde en ironisk distance til kunsten. Intet var mere alvorligt end andet. Alting var blot del af en stor leg. 

 
Kunstnerne tog brudstykker fra tidligere tiders kunsthistoriske retninger og blandede dem frit med motiver fra storbyen og forbrugskulturen.
 
De unge vilde forholdt sig ironiserende, humoristisk og legende til kunsten i erkendelse af, at alt alligevel var gøgl og lige gyldigt i det postmoderne informations- og forbrugersamfund.
 
Kniven på hovedet
Blandt de unge vilde er kunstnere som Claus Carstensen, Peter Bonde, Inge Ellegaard, Dorte Dahlin, Berit Jensen, Kehnet Nielsen, Nina Sten-Knudsen, Torben Christensen, m.fl. De er alle elever fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, og slog i 1982 igennem med udstillingen Kniven på hovedet
 
Værkstedet værst
De unge vilde tæller også Erik A. Frandsen, Christian Lemmerz, Michael Kvium og Lars Nørgård m.fl., der i 1981 oprettede et anarkistisk og vildt kunstnerfællesskab kaldet Værkstedet Værst. 
 
Værkstedet Værst var i opposition til uddannelsen på Det Kongelige Danske Kunstakademi. De havde intet program, intet var fastlagt, intet ideologisk eller kunstnerisk koncept skulle følges. Man koncentrerede sig i stedet om det eksperimenterende, improviserende og grænseoverskridende.
Fabulere betyder opfinde, fantasere, digte. Den fabulerende litteratur er, i modsætning til den realistiske litteratur, kendetegnet ved det fantasifulde og overnaturlige.
 
Litterære genrer som eventyr, pikareske romaner og magisk realisme er fabulerende litteratur.
Konceptkunst eller conceptual art er en uklart afgrænset kunstretning eller -praksis, der opstod i sidste halvdel af 1960'erne i USA og Europa. Med fokus på begrebet kunst og med installationen som det hyppigst anvendte medium har konceptkunsten øvet stor indflydelse på kunsten siden da.

Konceptkunsten er baseret på den indstilling, at kunst først og fremmest eksisterer som idé eller som betydning og kun sekundært som en genstand. Kunstnerisk aktivitet behøver således ikke at udmønte sig i fysisk-konkrete værker; en skrevet henvisning eller et fotografi af en genstand/happening er i princippet nok.

I konceptkunsten er “værket” en undersøgelse af de regler og funktioner, ud fra hvilke kunst overhovedet bliver til.

Konceptkunsten kan betragtes som et opgør med den modernistiske og abstrakte kunst, som primært fokuserer på det rent visuelle og sansbare i værkerne, dvs. form og farve.
Magisk realisme er en prosagenre inden for den nyere, især latinamerikanske litteratur. Magisk realisme blander realistiske fremstillinger med magiske, mytiske eller overnaturlige elementer.
 
Magisk realisme kan føres tilbage til den franske surrealisme. Surrealisterne lovpriste Latinamerika som et alternativ til det Europa, hvis rationalisme og realisme havde spillet fallit med 1. Verdenskrig.

I de latinamerikanske samfund var myte og overtro lige så virkelige som hverdagens begivenheder. Her blev vestlig rationalisme blandet med indiansk mytetro. Gabriel Garcia Marquez er en berømt latinamerikansk forfatter inden for genren magisk realisme.
 

Den latinamerikanske magiske realisme fik et kommercielt gennembrud i 1970 og 80'erne i USA og Europa. Den inspirerede danske forfattere som

Ib Michael, Hanne Marie Svendsen, Peter Høeg og Morten Ramsland.
Metafiktion er fiktion om fiktion. Det er et litterært eller billedkunstnerisk værk, der er bevidst om sin egen fiktionalitet, og som påpeger dette over for læseren eller beskueren. 
 
Metafiktionen forsøger at punktere læseren eller beskuerens illusion om en fiktiv verden. 
 
De unge vilde benyttede utraditionelle materialer som neonrør, bildæk, skumgummi, malepletter, ståltråd og tegninger ovenpå maleriet for derved at punktere illusionen om et tre-dimensionalt og fiktivt billedunivers.

Af danske forfattere, der skriver metafiktion kan nævnes Svend Åge Madsen og Solvej Balle.
Den 18. og 19. oktober 1980 var Huset i Magstræde ramme om et arrangement, der blev kaldt “NÅ!! 80”. Alle unge i Danmark mellem 15 og 25 år, der beskæftigede sig med musik, teater, film, digtning m.m., var inviteret for at give “et billede af hvilke tanker der rumsterer i hovederne på vores generation”.
 
Arrangørerne bag NÅ!! 80 var forfattere, billedkunstnere og filminstruktører som Michael Strunge, Jens Fink Jensen, Synne Rifbjerg, Lilian Polack, Maj Brostrøm og Linda Wendel.

Siden blev nå-generationen en betegnelse for 1980'ernes unge, der – ifølge forældre-generationen – forholdt sig med en ligegyldig og nå-agtig attitude over for samfundet og fællesskabet.

Postmodernisme er en åndsretning eller tendens, der siden 1970erne har gjort sig gældende inden for filosofi, arkitektur, billedkunst, litteratur, dans, film og sociologi. 
 
Postmodernisme er ikke et entydigt spor, men forholder sig overordnet set til modernismen, enten i form af en videreførelse af den eller et opgør med den.
 
Store og små fortællinger
Den “postmoderne tilstand” er kendetegnet ved, at troen på de “store fortællinger” er forsvundet. Med “store fortællinger” menes både de religiøse, politiske og filosofiske værdisystemer, der var fremherskende i oplysningstiden og romantikken, såvel som de moderne ideologier og teorier, der afløste dem som kommunisme og psykoanalysen.
 
I postmodernismen beskæftiger man sig med de “små fortællinger”. Med “små fortællinger” menes lokale, situationsafhængige kriterier for, hvad der er godt og sandt.
 
Postmodernisme er en slags nihilisme. Et stadium på vejen mod den postmoderne tilstand blev i 1960erne kaldt attituderelativisme. 
 
Postmoderne litteratur
Inden for litteraturen betegner postmodernisme de skrivemåder, der i forskellig grad gør op med de “store fortællinger” og det autonome individ. 
 
Midlet hertil kan være et system, som forfatteren bruger til “at styre” kunstværket med, som fx bogstavrækker hos Inger Christensen. Det kan også være en kalejdoskopisk vekslen mellem ligestillede synsvinkler.
 
Postmoderne billedkunst

Inden for billedkunsten kædes postmodernisme ofte sammen med det figurative,nyekspressionistiske maleri, der fik sit internationale gennembrud i begyndelsen af 1980'erne, i Danmark med De unge vilde.

Prosa betyder “ligefrem tale”. Det er en ubunden stil, uden bærende rytme, metrik eller rim i modsætning til poesi. 
 
Prosa er den mest almindelige fremstillingsform i skrift og tale. I nyere tid er næsten alle romaner, fortællinger og essays i prosa. 
 
Prosa kan også betegne fortællinger om det almindelige, upoetiske hverdagslivs trummerum.
Punk er et amerikansk slangord, der betyder “uduelig person”, “ung bølle”, “nybegynder” eller “trækkerdreng”. Punk er også en livsstil, der opstod i Storbritannien fra midten af 1970erne, og spredte sig op gennem 80erne til unge i mange europæiske lande.
 
Punkbevægelsen gjorde oprør mod og udtrykte deres foragt for pænheden og det etablerede borgerskab gennem energisk, rå og kraftig musik og provokerende påklædning; sort tøj, nitter, piercinger og hanekamme.
 
Punkbevægelsen var anarkistisk, anti-autoritær og anti-social. Med slagord som “No future” gav punkerne udtryk for ligegyldighed over for både dem selv og deres omverden. 
 
Forfatteren Michael Strunges tidlige produktion er punk-lyrik.

Yuppie er et udtryk, der opstod i 1980'ernes USA. Yuppie er sammensat af forbogstaverne i young, urban, professional og har samme endelse som i hippie. 

 
En yuppie er et ungt, højtlønnet karrieremenneske, der arbejder i en storby. Yuppie’en er forbruger af mærkevarer og søger viden om bl.a. eksklusive vine, feriemål og operaer for at kunne omgive sig med statusgivende symboler.
 
Brett Easton Ellis beskriver yuppie-kulturen i American Psycho (1991)