1965-1980: Skrifttematik og samfundskritik


Attituderelativisme er et centralt begreb i en teori fremsat af forfatteren Hans-Jørgen Nielsen i en række essays fra årene 1963-68. 
  
Attituderelativisme forsøger at vise, at det moderne menneske er uden en fast personlighedskerne. Det er blot et “spektrum” af forskellige, socialt bestemte roller og attituder. 
  
Attituderelativismen muliggør en større åbenhed og tolerance over for andre mennesker, men den rummer også en fare for overfladiskhed og nivellering af den enkeltes identitetsfølelse. 
  
I teorien om attituderelativisme findes elementer af det, der senere blev kendt som postmodernisme.
En hippie er en type inden for 1960ernes ungdomsoprør. Hippierne lagde vægt på individets selvudfoldelse, bl.a. gennem brug af euforiserende stoffer. De var modstandere at forbrugersamfundet og dets "falske" virkelighed. 
  
Hippierne var inspirerede af orientalsk mysticisme samt indiske og indianske kulturer. De gik i spraglet tøj, anlagde langt hår – også mændene – og eksperimenterede med fri sex og alternative boformer i storfamilier og i kollektiver.
Årene omkring 1970 var begyndelsen til et nyt højdepunkt i kvindebevægelsens historie. Man kritiserede det faktum, at kvinder ikke havde opnået reel ligestilling i samfundet trods det, at retslig ligestilling var gennemført i 1915. 

Kvindebevægelsen kritiserede: Patriarkatet, kvinders selvhad, opfattelsen af menstruation som uren, hustruvold og voldtægt, mænds manglende deltagelse i husarbejdet, kvindeundertrykkelse i hjemmet, på arbejdsmarkedet, på gaden og i sengen. 
  
Kampen for fri og selvbestemt abort førte til stor tilslutning blandt kvinder. 
  
Overalt lavede man provokerende og utraditionelle aktioner, der fik stor bevågenhed i medierne, og som skabte offentlig debat. Det lykkedes kvindebevægelsen at udvikle en ny feministisk modkultur med kvindebands, kvindeteater, kvindekunst, kvindelitteratur, kvindesange og kvindefilm. 
  
I Danmark fik den nye kvindebevægelse navnet rødstrømperne. Deres slogans var: “Det private er politisk” og “Ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp”.
Kvindelitteratur er skønlitteratur skrevet af kvindelige forfattere, og som omhandler kvinders erfaringer, værdier og livssyn. 
 

Betegnelsen opstod samtidig med 1970'ernes kvindebevægelse, der fremhævede kønnets betydning for alle menneskelivets områder. Feministiske litteraturkritikere antog, at kvinders litteratur må være præget af forfatterens køn, både hvad angår genrevalg, indhold, form og sprog.

 
Kvinder var i tidligere tiders patriarkalske samfund umyndige. De var husmødre af profession, fik ingen systematisk, boglig uddannelse og havde ingen position i de kulturbærende institutioner. Deres erfaringsgrundlag var anderledes end de mandlige forfatteres, og de skrev i højere grad for den private læser.
 

Det moderne gennembruds realisme, samfundskritik og naturalistiske menneskesyn indledte den nedbrydning af det patriarkalske kønsrollemønster, som blev afsluttet af 1970'ernes kvindebevægelse.

Minimalisme er en kunstretning, der var fremherskende i 1960- og 70'erne, og som er kendetegnet ved abstraktion, stilisering og forenkling. 

Minimalisterne arbejdede overvejende med skulptur, der blev bygget op af enkle, geometriske elementer, ofte industrielt fremstillede, og som indgik i serielle forløb. 


Minimalisterne forsøgte at frigøre sig fra den spontane, associative og subjektive kunstneriske proces. I stedet tilstræbte man masseproduktion, anonymisering, gentagelse og monotoni. 
  
Målet for minimalisterne var at nå frem til en objektiv kunst, der byggede på gentagelse og kontinuitet frem for perspektiv og fortælling, som havde været styrende for den traditionelle kunst. 
  
Kunstnere som Paul Gernes, Peter Louis Jensen, William Louis Sørensen, Peter Bonnen, Mogens Møller og Hein Heinsen er repræsentanter for minimalismen i Danmark. 
  
Litterær minimalisme 
Minimalisme bliver også brugt om litteratur fra samme periode og med samme tendens til at benytte så få litterære virkemidler som muligt, som fx konkret digtning og systemdigtning. 
  
Minimalisme benyttes derudover om 1990er-forfattere som Helle Helle, Merete Pryds Helle, Kirsten Hammann og Solvej Balle, hvis kortprosatekster er meget stramt bygget op med kortfattede øjebliksbilleder, som læseren selv skal finde sammenhæng i.

Efter en lang periode med abstrakt eller non-figurativ billedkunst, vendte realismen tilbage i midten af 1960erne. Den tilbagevendende realisme kaldes nyrealisme.
 
Fælles for nyrealisterne er en kritisk holdning over for samfundsudviklingen. I midten af 60erne var velfærdssamfundet på sit højeste. Alligevel protesterede man mod de traditionelle værdier, manglende ligestilling, krigen i Vietnam, oliekrise, arbejdsløshed med videre. 
 
Kunst og litteratur blev brugt politisk og samfundsdebatterende og det var derfor vigtigt, at folk let kunne afkode budskabet. Motiverne var ofte middelklassens hverdagsliv og erfaringer.
 
Nyrealismen kan ses hos Niels Strøbek og i tidlige værker af Kurt Trampedach
 
Af nyrealistiske forfattere kan nævnes Anders Bodelsen, Christian Kampmann, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro, der skrev i en læsevenlig og hverdagsagtig stil, langt fra avantgardens form-eksperimenter.
Politisk kunst handler om at have et budskab og at ville ændre på samfundet. I politisk kunst kritiseres forhold i samfundet. Det være sig uretfærdighed, krigsdeltagelse, undertrykkelse, racisme, social ulighed og lignende.

Med politisk kunst forsøger kunstneren at påvirke folk til at tage stilling eller initiativ til at ændre på de kritiserede forhold. Man kan sige, at den politiske kunst er lykkedes, hvis beskueren får skærpet sin politiske bevidsthed eller hvis de kritiserede forhold ændres.
 
Den politiske kunst kan benytte ironi, humor eller absurditet, som sædvanligvis ikke benyttes af pressen eller i det almindelige politiske arbejde. På den måde kan kunsten anlægge andre vinkler i debatten.

Den politiske kunst skal vurderes etisk. Den involverer ofte svage grupper i samfundet, og er derfor forpligtet over for de mennesker, den sætter i spil.
En protestsang er en protest mod eller kommentar til politiske, sociale eller kønsrelaterede emner. 
  

Begrebet dukkede op i 1960'erne. Cæsar var den første protestsanger i Danmark. Siden fulgte bl.a. Sebastian, Benny Holst og Jan Toftlund.

Rindalisme har fået navn efter den danske lagerforvalter Peter Rindal. Rindal (der ikke tidligere havde ytret sig offentligt) tog i 1965 skarp afstand fra moderne kunst.
  
Rindalisterne opponerede mod, at staten – via Statens Kunstfond – kunne bruge skattekroner på at støtte kunstnere, der ikke kunne leve af at sælge deres kunst. 
  
Rindalisterne mente, at den københavnske "kunstklike" påduttede det øvrige land sin kunstsmag gennem placering af statsstøttede, moderne kunstværker, der ikke var andet end fup og fidus.
Socialrealisme er en kunstnerisk udtryksform, der i et realistisk formsprog skildrer emner med et socialt indhold og som ansporer beskueren eller læseren til at tage stilling.

I 1800-tallet tog kunstnere som L.A. Ring, H.A. Brendekilde, Erik Henningsen og Frants Henningsen parti for de svageste i samfundet, de fattige, udstødte, syge og gamle via socialrealistiske malerier. Af nyere socialrealistiske forfattere kan nævnes Vita Andersen.

Socialrealistisk litteratur er realistiske, oftest kritiske skildringer af vilkår og skæbner i samfundets underklasse som i Henrik Pontoppidans landsbynoveller og Martin Andersen Nexøs romaner.

Systemdigtning er en eksperimenterende litteratur i Danmark i 1960'erne til først i 1970'erne, der er en videreudvikling af konkret digtning. 

I systemdigtning er tekstens opbygning styret efter formelle principper, regler og systemer – fx bogstav- eller talrækker – mere end af indhold og handling. 

Systemdigterne forsøgte at nedbryde det personlige i skabelsesprocessen og fokuserede i stedet på konstruktion og iscenesættelse. 

Systemdigtning blev anvendt af forfattere som Hans-Jørgen Nielsen, Inger Christensen, Svend Åge Madsen, Per Højholt og Klaus Høeck.

Ungdomsoprøret var en antiautoritær subkultur og et kulturelt vendepunkt i USA og Vesteuropa i perioden 1965-75. 
  
De nye generationer, der var født efter 1945, ønskede mere personlig frihed og afskaffelse af den familiære og patriarkalske kontrol. 
  
Ungdomsoprørerne eller hippierne gjorde oprør mod efterkrigstidens ideologier og politiske strukturer. De mente, at de vestlige, kapitalistiske lande skulle nedbryde den kolde krigs politiske og sociale grænser og standse udbytningen af den tredje verden og af naturen. 
  
De unge lagde vægt på antiborgerlighed, personlig frigørelse, livsnydelse, psykedeliske stoffer, antiforbrugerisme, antimilitarisme, verdensfred, økologi, musik og eksistentiel, ofte østligt inspireret filosofi. 

I 1970 erobrede de såkaldte slumstormere Bådsmandsstrædes Kaserne på Christianshavn, og anlagde fristaden Christiania. 

Folke- og protestsange var populære udtryk. Hovedbudskabet var “Make love, not war”.