1915-1945: Avantgarde og ideologisk realisme


Akustisk digtning eller lyddigtning er en digtning, der sætter sprogets lydlige side højere end indholdet. 
  
Den første akustiske digtning opstår med de franske symbolister og den bliver videreført af avantgardebevægelser som ekspressionisme, futurisme og især dadaisme.
Antifascisme er modstand mod fascisme og nazisme. Antifascisme opstod blandt tilhængere af både venstre- og højrefløjen da det fascistiske regime blev opbygget i Italien efter 1922.

Antifascisme blev senere brugt om den politiske kamp mod fascismen i andre lande, særlig mod nazismen i Tyskland og mod general Francos diktatur i Spanien.

Efter det tyske og italienske sammenbrud i 1945 havde antifascismen stort set udspillet sin rolle, men fik dog stor propagandistisk betydning i Sovjetunionen og de kommunistiske lande i Østeuropa.
Automatskrift eller automatisme er en metode til at skrive uden styring fra fornuften. Man forsøgte at lade ubevidstheden tale direkte gennem digteren. 
  
Dadaisterne og surrealisterne eksperimenterede med automatskrift.
Avantgarde betyder “fortrop” og er egentlig en militær betegnelse for den troppeafdeling, som ved fremrykning sendes foran hovedstyrken, bl.a. for at beskytte den og bane vej for dens fremmarch. 
  
Betegnelsen avantgarde anvendes også om enhver bevægelse i kunsten, som bryder radikalt med traditionerne og det hævdvundne. 
  
I første halvdel af 1900-tallet gjorde avantgardebevægelser som kubismen, futurismen, dadaismen, og surrealismen indtryk i Europa med voldsomme og opsigtsvækkende angreb på, hvad de anså for at være en småborgerlig og indelukket kunst. 
  
Kritisk af de etablerede kunstinstitutioner 
Avantgardebevægelserne kritiserede kunstens og politikkens etablerede institutioner. Med æstetiske principper som chok, uforståelighed og nye montage- og collageteknikker ønskede avantgardekunstnerne at bringe kunsten ud af dens selvtilstrækkelighed. Kunst skulle være for folket, og man ønskede at vække publikum til selv at tage del i livet såvel som kunsten. 
  
Paradoksalt nok var avantgardekunsten uforståelig for publikum. Til gengæld blev den godt modtaget af de etablerede forlag og museer, som avantgarden netop ønskede at komme fri af. 
  
En sindssygdom? 
Avantgarden var polemisk og karikerede sine modstandere skarpt, hvilket frembragte voldsomme sammenstød blandt kritikerne. Fx blev det i Danmark i 1920erne i alvor diskuteret, om futurisme og ekspressionisme var en sindssygdom. 
  
Avantgardens indflydelse 
Det lykkedes ikke for avantgarden at bringe kunsten ud af kunstinstitutioner og ud til folket, men den opdagede nye muligheder i sproget og andre måder at bruge materialer på. 
  
Et vigtigt medie for avantgarden var manifestet og pamfletten, og avantgardens objekter kan i dag ses på museerne som readymades og objets trouvés.
Dadaisme eller dada er en international, litterær og kunstnerisk avantgardistisk bevægelse, der opstod i 1915 under 1. Verdenskrig og varede indtil ca. 1923. 
  
Navnet stammer fra et tilfældigt ordbogsopslag, ifølge hvilket dada på fransk betyder “kæphest” og på rumænsk “ja, ja”. Det var karakteristisk for dadaisterne, at de anvendte tilfældighedsprincipper i skabelsesprocessen. 
  
Protest mod krig 
Dadaismen var en protest mod krigens meningsløshed og de borgerlige kulturværdier. 
  
Dadaisterne gav sig til kende med en blanding af udstillinger, manifester, automatskrift, simultanoplæsning af lyddigte og absurde optrin, gerne af provokerende art. 
  
Hun har en varm røv 
Dadaismen var i sit væsen antiautoritær og anarkistisk med en total foragt for alle vedtagne normer, moralske som æstetiske. 
  
Et godt eksempel herpå er Marcel Duchamps parafrase over finkulturens hovedværk par excellence, Leonardo da Vincis Mona Lisa. Hun blev udstyret med overskæg og en respektløs kommentar til hendes gådefulde smil: “L.H.O.O.Q.” (udtalt på fransk: Hun har en varm røv). 
  
Breton og Duchamp 
Forfatteren André Breton og kunstnere som Man Ray, Marcel Duchamp og Max Ernst repræsenterede bevægelsen. 
  
Dadaismen blev afsæt for surrealismen i 1924 og fik ny aktualitet i 1960erne, hvor den var inspirationskilde for både popkunsten, konceptkunsten og Fluxusbevægelsen.
Danske modernister som Sigurd Swane, Harald Giersing, Oluf Hartmann, Karl Isakson, Edvard Weie, Olaf Rude, Jais Nielsen og William Scharff eksperimenterede i begyndelsen af 1900-tallet med at forny billedkunsten.
 
De danske modernister var inspireret af de franske: Af impressionisterne lærte de at sætte farverne ublandet på lærredet; af fauvisterne at male med vilde penselstrøg; og af kubisterne lærte de at reducere naturens mangeartede former og detaljer til enkle, geometriske kompositioner.
 
De danske modernister benyttede sig ofte af naturen som udgangspunkt for deres kunst. Dog ikke en dybfølt og besjælet natur, men en natur, der bøjer sig for det rent maleriske: Træer, buske, blomster, frugter, marker, himmel og hav fremstår som grove penselstrøg, spartlede flader og øjeblikkes sansninger af farver, former og lys.
Ekspressionisme er en kunstretning, der opstod i Frankrig og Tyskland i første fjerdedel af 1900-tallet, og siden spredtes til resten af Europa.  
  
Ekspressionismens kunstnere lagde afgørende vægt på at udtrykke det indre. Man ville erstatte realismen og naturalismens forsøg på en objektiv skildring af virkeligheden med det diametralt modsatte: En subjektiv kunst, der var et udtryk for kunstnerens egen indre virkelighed. Ekspressionistiske billeder er afbildninger af følelser, oplevelser og sindstilstande. 
  
Stærke farver og heftig penselføring 
Trods det subjektive og forskelligartede udgangspunkt, sporer man alligevel visse grundtræk i ekspressionistisk billedkunst: Farverne er ofte stærke og kontrastfyldte. Penselføringen er præget af heftighed, og figurerne ofte forenklede, deformerede eller karikerede. 
  
Ekspressionisterne fremstillede ofte det moderne menneske som ensomme og isolerede individer, præget af angst og fremmedgjorthed. 
  
Inspirationskilder 
Edvard Munchs Skriget fra 1893 blev af ekspressionisterne opfattet om en forløber eller et slags manifest for ekspressionismen. Desuden var naturfolkenes såkaldt primitive kunst med masker og enkle former en vigtig inspirationskilde. 
  
Ekspressionistiske bevægelser 
I Frankrig opstod den ekspressionistiske bevægelse fauvismen i 1905. Henri Matisse var den ledende skikkelse for Les fauves (Vilddyrene). 
  
I Danmark opstod der ikke en egentlig ekspressionistisk bevægelse, men flere af de danske kunstnere, som eksempelvis Søren Hjort Nielsen, Niels Lergaard, Jens Søndergaard, Cobra-kunstnerne og senere Svend Wiig Hansen og Arne Haugen Sørensen er ekspressionistiske i deres malemåde og motivvalg.  
Fascisme er en politisk bevægelse og ideologi, stiftet af Benito Mussolini i Italien den 23. marts 1919. 
  
Mussolini organiserede først og fremmest fascistiske kampgrupper. Kampgrupperne fremtrådte nationalistisk og antisocialistisk, og de anvendte en aktivistisk og voldelig kampform for at skaffe sig politisk indflydelse. 
  
I begyndelsen af 1920erne var Italien i en dyb social og politisk krise, og fascisterne udnyttede dette til at opbygge et diktatur ledet af Mussolini, il Duce, Fyrsten. 
  
Det fascistiske diktatur var baseret på ensretning. Politisk og ideologisk var det fascisternes mål at opbygge en stærk stat, hvori individets og klassernes interesser var underordnet staten som udtryk for nationen. Det fascistiske parti, Partito Nazionale Fascista, PNF, var det eneste tilladte. 
  
Nationen blev betragtet som en organisme, der konkurrerede med andre folk. Krig var det klareste udtryk herfor, og krig blev derfor betragtet som naturlig og nationens højeste manifestation. 
Futurisme er en avantgardistisk kunstretning, der blev formuleret i et manifest i 1909 af den italienske digter Filippo Marinetti. Bevægelsen var oprindelig litterær, men fik tilslutning fra malere og billedhuggere. I 1910 kom et manifest for det futuristiske maleri. 
  
Futurismen hyldede det moderne livs fart og bevægelse. I stedet for det klassiske harmoniske skønhedsbegreb satte futurismen fartens og dynamikkens skønhed. I Marinettis manifest står der: "et brølende automobil, der kører som maskingeværets kugleregn, er skønnere end Nike fra Samothrake".  
  
Blandt foretrukne motiver var storbyen, de tekniske nyvindinger og industrisamfundets menneskemasser. Futuristerne forsøgte at gengive objekters dynamiske iboende kraftlinjer og dermed fastholde bevægelsen. De fandt inspiration fra såvel analytisk kubisme som pointillismens opløsning af den faste kontur. 
  
Futurismens forherligede ligeledes krigen, “verdens eneste hygiejne”, militarisme, patriotisme og anarkisme. Flere af futurismens kunstnere deltog aktivt i 1. Verdenskrig, og mange havde tilknytning til Mussolini og fascismen. 
  
I Danmark var forfatteren Emil Bønnelycke futuristisk inspireret med sin hyldest til farten og maskinerne i Asfaltens Sange fra 1918.
En ideologi er en verdensanskuelse eller en virkelighedskonstruktion. Det er et sæt af idéer om, hvordan verden hænger sammen. 
  
1900-tallet er ofte blevet kaldt ideologiernes århundrede. Socialisme, kommunisme, stalinisme, fascisme, nazisme, nationalisme, amerikanisme, liberalisme, imperialisme og kulturradikalisme er nogle af store ideologier, som var fremherskende i 1900-tallet. 
  
Uanset deres placering til venstre eller til højre for midten foregiver ideologierne hver især at levere fuldgyldig indsigt i fortid og nutid samt fuldgyldige normer for en bedre indretning af fremtiden. 
  
Ideologierne sætter hverdagen og historien på plads i overskuelige mønstre af sandt og falsk, af godt og ondt, af skønt og hæsligt, af nyttigt og unyttigt, af trygt og truende, af biologisk rent og urent, af ven og fjende. 
  
Virkeliggørelsen af ideologiernes mål er ofte forbundet med hårdhændede eller ligefrem destruktive metoder. Som et eksempel kan nævnes nazisterne, der udrensede eller dræbte mennesker i en større sags tjeneste. 
  
Historisk baggrund og ideologiernes funktion 
1900-tallets mange ideologier opstod som en konsekvens af bruddet med traditionen, hvor en religiøs verdensforklaring og hierarkisk samfundsopbygning blev erstattet af en sekulær og demokratisk livsførelse. 
  
Midt i den hastige og fragmenterede moderne verden appellerede ideologierne til samling og fællesskab. Ideologierne kunne dulme eller forklare den sociale uro og usikkerhed, som det moderne liv medførte. 
  
En ideologi: 
  • har ofte et geografisk kerneområde, hvorfra den forgrener sig ud i verden.
  • gennemløber forskellige faser i sin historie. Nogle træk er fremherskende, når det drejer sig om at hverve nye tilhængere; andre træk er det, når bevægelsen har konsolideret sig som en samfundsmagt eller et regime.
  • postulerer at dens verdensbillede er sandt og almengyldigt.
  • forsøger – og er ofte i stand til – at overbevise om, at dens verdensbillede er sandt og universelt.
  • er ikke altid homogen, men kan indoptage andre ideologiske komponenter, der menes at kunne styrke kerneideologien.
Kollektivroman er en roman med en gruppe personer som centrum for beskrivelsen i stedet for en enkelt hovedperson. 
  
Hans Kirks Fiskerne (1928) er en kollektivroman.
Kommunisme er en samfundsopfattelse og politisk ideologi, som bygger på fælles ejendom.
  
Det blev især Karl Marx, som kom til at præge kommunismen. Sammen med Friedrich Engels skrev han i 1848 Det Kommunistiske Manifest
  
For Marx var kommunismen en vision om et samfund, hvor mennesket kan bevæge sig fra nødvendighed til frihed. Arbejderklassen skulle samle sig om at erobre den politiske magt i staten. Når det var gjort skulle man indføre socialisme, hvor enhver arbejdede og fik betaling efter evne og behov. 
  
Marx ville afskaffe alle sociale klasser og gøre staten overflødig. I det kommunistiske samfund, skulle der ikke være en sammenhæng mellem ejendom og indtjening eller mellem arbejde og indtjening; enhver skulle arbejde efter evne og modtage efter behov.

Konstruktivisme er betegnelsen for den russiske, avantgardistiske kunst, der opstod omkring 1914 og fortsatte frem til 1930'erne.


De russiske konstruktivister ville skabe en kunst, der hverken havde forbindelse til det ydre, naturen, eller det indre, kunstnerens følelser og forestillingsverden.

Den konstruktive kunst skulle udelukkende referere til sig selv. Man undersøgte kunstens formelle egenskaber og anvendte hovedsageligt geometriske former. Samtidigt blev den konstruktive kunst integreret i arkitektur og design.

I Danmark blev konstruktivismen indført under navnet konkret kunst fra omkring 1947.
Kubisme er en avantgardistisk kunstretning, der opstod i Frankrig i perioden 1907-14. 
  
Pablo Picasso og Georges Braque eksperimenterede med at lægge geometriske formers til grund for billedets opbygning. Et første resultat var Picassos store maleri Frøknerne fra Avignon, 1907 (Museum of Modern Art, New York). 
  
Analytisk kubisme 
Kubismen gennemgik i 1909-12 den såkaldte analytiske periode, med en karakteristisk stil: Billedfladen blev brudt op i mange geometriske enkeltformer, og koloritten var en asketisk palet af brune, grønne og grå nuancer. 
  
Motivet blev opløst i talrige småfragmenter, som viste dele af det samme set fra forskellige synsvinkler. Det medførte en nyskabelse i kunsten, nemlig at tidsdimensionen blev indført i maleriet. 
  

Det traditionelle, perspektiviske rum blev opløst i en fladebetonet billedstruktur. Hvis man aner en rumlighed i et kubistisk billede bygger det udelukkende på overlapninger og farvernes indbyrdes kontrastvirkninger – ikke på brugen af perspektiv


  
Syntetisk kubisme 
Omkring 1912 gik kubismen ind i sin syntetiske fase. Den syntetiske kubisme er præget af mere monumentale og dekorative fladevirkninger, forbundet med en ny farveglæde. 
  
Som en epokegørende opfindelse udviklede Picasso og Braque collagen, der omfattede påklistrede fragmenter af bl.a. stof og aviser, ofte benyttet sammen med illusionistisk malede træstykker. 
  
Vilhelm Lundstrøm repræsenterer kubismen i Danmark.
Kulturradikalisme er en idéstrømning, ideologi eller kulturpolitisk reformbevægelse, der var fremherskende i perioden mellem 1. og 2. Verdenskrig. 
  
Den danske kulturradikalismes idégrundlag var en krydsning af Georg Brandes' kritiske videnskabelighed og den marxistiske socialisme. 
  
Kulturradikalismen angreb victoriansk skinmoral, borgerlige autoriteter og småborgerlige normer i skole, kirke, familie og dagligliv. 
  
Man ønskede et socialt program og nye rammer for menneskers liv i frihed og lighed, og argumenterede for frigørelse indenfor både kunst, børneopdragelse, kønsroller og seksualitet. 
  
Kulturradikalismen fik klar indflydelse inden for børneopdragelse og pædagogik, men også inden for historieskrivning, kultur- og samfundsdebat, i organisationer og institutioner, på kultur-, skole- og seksualpolitik, på byplanlægning, boligbyggeri og boligindretning. 
  
Kulturradikalisme er blevet brugt som samlebegreb — og skældsord — for store dele af venstrefløjen. I både borgerlig og socialdemokratisk presse blev kulturradikal ofte synonym “salonkommunisme”. 
  
Kunstnere og forfattere som Svend Johansen, Vilhelm Lundstrøm samt altmuligmanden Poul Henningsen var kulturradikale.
Et manifest er en tilkendegivelse eller en programerklæring, der beskriver en bestemt gruppes holdninger og mål; det kan være et politisk partis principprogram.

Nazisme eller nationalsocialisme er en politisk strømning og ideologi, der udgjorde det idémæssige grundlag for den tyske bevægelse Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP, og for det nazistiske Tredje Rige (1933-45). 
  
Nazismens centrale idéer fremgik af Adolf Hitlers Mein Kampf fra 1925-27. 
  
Nazisterne ønskede et “racerent” eller “arisk” fællesskab for det såkaldte ariske eller germanske “herrefolk”. Gennem erobring af landområder ville nazisterne skabe Lebensraum, livsrum, for “herrefolket”, der – ledet af en stærk fører – skulle dominere de ikke-germanske folk i et Stortyskland. 
  
Det racebaserede folkefællesskab søgte det nazistiske regime at realisere ved at udelukke alle, der ikke var af tysk blod, fra det nationale fællesskab. Dette blev ført ud i det ekstreme fra 1941 med folkemordet på seks millioner, europæiske jøder. 
  
Entartete Kunst 
Nazisterne bortcensurerede og beslaglagde kunst, der ikke understøttede den nazistiske ideologi. Entartete Kunst, “dekadent kunst”, var nazisternes betegnelse for de kunstretninger, de fordømte, som fx kubisme, konstruktivisme, dadaisme og ekspressionisme. 
  
Adolf Wissel skildrer i maleriet Landbofamilie fra Kahlenberg en “raceren”, “arisk” familie i et, for nazisterne typisk, idealiseret og naturtro formsprog.
Objet trouvé betyder “funden genstand”. Det er en genstand fra naturen eller hverdagslivet, der, af en kunstner, udstilles som kunstværk eller sættes ind i en kunstnerisk sammenhæng. 
  
Kubister og dadaister nedbrød det traditionelle skel mellem kunst og virkelighed med deres objets trouvés og readymades. 
  
Dadaisten Marcel Duchamp fandt eksempelvis en pissoirkumme, som han udstillede i 1917 med titlen Fontæne.
En readymade (færdiglavet) er en almindeligvis masseproduceret brugsgenstand, der indsættes i en kunstnerisk sammenhæng.
Surrealisme betyder “over-virkelighed” og er en avantgardistisk bevægelse inden for litteratur og billedkunst. Surrealisme fik international udbredelse i 1920erne og 1930erne mellem de to verdenskrige. 
  
I 1924 udgav bevægelsens ledende teoretiker, digteren André Breton, Surrealismens manifest, hvori han definerer surrealismen som: 
  
"Ren psykisk automatisme, hvorved man sætter sig for mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse. Surrealismen bygger på troen på den større virkelighed bag visse former for associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtede, på drømmenes almagt og på tankens uegennyttige leg"
  
Surrealisterne ønskede at forene drøm og virkelighed i en ny overvirkelighed, inspireret af Freuds teorier om drømmens og det underbevidstes betydning. 
  
Ligesom dadaisterne tog surrealisterne afstand fra borgerlige værdinormer og anvendte tilfældighedsmetoder som skabende princip, hvilket førte til begreber som objet trouvé og readymade. 
  
Barndommen var den foretrukne livsalder og poesien, det irrationelle, fantasien, begæret og galskaben var centrale begreber. Det smukke var for surrealisterne “det tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et operationsbord”. 
  
Malere som René Magritte, Max Ernst og Salvador Dalí anvendte “det tilfældige møde” mellem væsensforskellige elementer i drømmeagtige malerier, der overgik virkeligheden selv. 
  
I Danmark var surrealismen repræsenteret af blandt andre malerne Vilhelm Bjerke Petersen, Richard Mortensen, Ejler Bille, Wilhelm Freddie og digteren Gustaf Munch-Petersen.
Totalitær (eller diktatorisk) er betegnelsen for en ideologi eller stat, som behersker alle samfundslivets områder, og som ikke anerkender eller tåler politiske partier med afvigende opfattelser.
Vitalismen var fremherskende i perioden 1900 til ca. 1940. Man dyrkede kroppen og mottoet “en sund sjæl i et sundt legeme” var målestok for det gode liv. Friluftsliv, sport, vandreture, solbadning og nudisme blev de nye fritidsinteresser for både borgerskabet og arbejderklassen.

Vitalistisk kunst tog afsæt i den klassiske, græske kunst. Stærke, sunde og smukke kroppe i pagt med eller endda hævet over naturen var hovedmotiverne, som det ses i f.eks. J. F. Willumsens En bjergbestigerske fra 1912.

Vitalismen kan ses som en modreaktion på foregående periodes følelse af fremmedgørelse, stilstand og død, der fulgte i kølvandet på 1800-tallets store samfundsmæssige forandringer. I stedet dyrkede man fremdrift, bevægelse og liv.

Vitalismen udartede sig i nazismen til et vitalt og sundt legeme, der blev synonymt med et “racerent”, arisk menneske.