1890-1915: Modernitet og hjemstavn


Boheme blev oprindelig brugt som betegnelse for vagabonderende sigøjnere, som man troede kom fra Bøhmen.
 
I løbet af 1800-tallet blev boheme en betegnelse for en særlig, ikke-borgerlig livsførelse blandt især kunstnere. 
 
Ludfattige driverter, intellektuelle plattenslagere, deklasserede adelige, elegante lapse og geniale kunstnere hørte til den brogede flok, som førte det frie bohemeliv i storbyen. 
 

De levede efter devisen: “Bohemens eneste tro er troen på sig selv og på kaldet som kunstner”. (af Henri Murger (1822-61) i romanen Scènes de la vie de bohème (1847-49).)

Dekadence er forfald som følge af overforfinelse. Dekadence bruges ofte om personer eller samfund, der har gennemlevet et moralsk forfald som følge af overdrevent fokus på det luksuriøse.
Det folkelige gennembrud er en litterær retning, der opstod i slutningen af 1800-tallet som en reaktion mod symbolismens eksalterede dyrkning af det sjælelige.

De folkelige gennembrudsforfattere vendte sig fra storbyens dekadence og bohemeliv og skildrede i stedet jævne mennesker i deres nærmiljøer eller hjemstavne.

Man forherligede almuens nære kontakt med jorden og naturen og dens rodfæstethed i en ældgammel bondekultur, der på det tidspunkt var ved at dø ud.

Det folkelige gennembruds forfattere er Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø, Marie Bregendahl og Thøger Larsen.
Hjemstavnsdigtning er en retning i flere landes litteratur i årene op til 1. Verdenskrig. 
 
I hjemstavnsdigtningen skildres mennesker i deres lokale miljøer på landet og i provinsen.
 
Hjemstavnsdigtningen opstod i protest mod den moderne storbycivilisation. I takt med, at storbyerne voksede, oplevede folk, at deres barndoms- og hjemegne blev perifære og betydningsløse. Man begyndte derfor at interessere sig for det miljø og det arbejdsliv, der var ved at forsvinde i takt med moderniseringen.
 
I Danmark er hjemstavnsdigtningen repræsenteret af en række jyske digtere som blandt andre Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø.
Modernisme kommer af latin og betyder “ny måde”. Modernisme er en åndsretning, som fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet kom til udtryk i en række forskellige kunstneriske ismer som fx: Ekspressionisme, fauvisme, kubisme, futurisme, dadaisme og surrealisme. 
 
Trods store forskelle, havde ismerne det til fælles, at de eksperimenterede med og imod traditionen. Modernismen skabte formelle fornyelser. Man brød reglerne for klassisk eller naturtro fremstilling i både litteratur og billedkunst med frie vers og billeder, alternative strukturer, dramatik samt rene former og farver.
 
Forudsætningen for modernismen er oplysningstidens og især romantikkens begyndende individopfattelse. Kunsten blev “fri” eller “autonom” i løbet af 1800-tallet. Kunstnerne skulle ikke længere tjene kirkelige og samfundsmæssige autoriteter. De kunne frit eksperimentere med former, farver og motiver og med at udtrykke deres eget indre følelsesliv.
 
Andre forudsætninger for modernismen er også de erkendelser, som blev formuleret af blandt andre Friedrich Nietzsche, Sigmund Freud og Albert Einstein. Modernismen hænger sammen med oplevelsen af et anderledes, gudløst verdensbillede, præget af ny teknologi og storbyens voksende tempo og fremmedgørelse.
Modernitet er et begreb, der beskriver nogle udviklingstræk, der har karakteriseret de vestlige samfund siden 1500-tallet.
 
Moderniteten definerer det moderne samfund i kontrast til det traditionelle. 
 
Modernitet forbindes med blandt andet: Nationalstatens fremvækst, udviklingen af kapitalismen, industrialiseringens gennembrud, urbaniseringsprocesser, ligestilling mellem mænd og kvinder samt sekularisering.
Mysticismen er en åndelig retning, hvor individet søger forening med Gud eller en erkendelse af den højeste sandhed gennem spirituelle handlinger som ekstase, åndedrætsøvelser og meditation.
Nihilisme er “troen på intet”. Det er et benægtende og forkastende standpunkt, og forbundet med en afvisning af alle traditionelle værdier. 
 
En nihilist er en person, der ikke tror på hverken åndelige eller politiske autoriteter. En nihilist vil hævde, at den menneskelige tilværelse ikke har nogen egentlig mening, et formål eller essentiel værdi. Friedrich Nietzsche var ophavsmand til nihilismen.
Nyromantik er en bred betegnelse for genoptagelse af romantiske temaer eller stil. 
 
I slutningen af 1800-tallet var nyromantikken en reaktion mod realismen og naturalismen, som den blev formuleret af blandt andre Georg Brandes.
Symbolisme er en kunstnerisk-æstetisk bevægelse, der opstod og blev udviklet i Frankrig i anden halvdel af 1800-tallet. 
 
Bevægelsen var i opposition til samtidens impressionisme, realisme og naturalisme. 
 
Sjæl og form
Symbolismen er kendetegnet ved at indhold og form sammensmeltes til en kompleks syntese eller et symbol.

Indholdet er kunstnerens egne sjælelige sindstilstande, der forsøges udtrykt gennem figurer og abstrakte former bestående af rene farver, stærke konturer og bugtede linjeforløb. 
 
Et symbolistisk kunstværk meddeler sig ikke rationelt. Al realisme og logik er nedtonet. I stedet lægges der vægt på kunstnerens evne til – som seer – at erkende verdens egentlige og dybere sammenhæng.
 
Symbolisme i litteraturen
Charles Baudelaire var symbolismens vigtigste forløber. Han definerede den suggestive og abstrakte formstruktur som kunstens basale kvaliteter. Han pointerede også kunstens åndelige dimension.
 
Som litterær skole kan symbolismen dateres til tiden mellem 1886, da digteren Jean Moréas (1856-1910) publicerede sit symbolistiske manifest, og 1898, da digterne Stéphane Mallarmé, symbolismens kultskikkelse, døde.
 
I Danmark var digterne Sophus Clausen og Johannes Jørgensen symbolismens foregangsmænd.
 
Symbolisme i billedkunsten
Inden for billedkunsten skabte Paul Gauguin, Odilon Redon, Émile Bernard og Vincent van Gogh de første symbolistiske malerier omkring 1887-88. I denne tidligste udviklingsfase kaldes retningen undertiden syntetisme.
 
I løbet af 1890erne blev den franske, symbolistiske billedkunst en væsentlig inspirationskilde for danske kunstnere som J.F. Willumsen, Johan Rohde, Mogens Ballin, Joakim Skovgaard og Ejnar Nielsen samt norske Edvard Munch.
 
Vilhelm Hammershøi og L. A. Ring udviklede en særlig virkelighedsnær symbolisme, hvor realistisk skildrede miljøer er gennemsyret af en fortættet, sjælelig stemning.