1870-1890: Det moderne gennembrud


Ateismen afviser, at der eksisterer en gud eller et højere styrende princip. Ateismen brød for alvor igennem i 1800-tallet i takt med moderniseringen af de vestlige samfund.
 
Ateismen var forbundet med en tro på, at religion var et overstået stadium i menneskehedens historie.
 
Charles Darwin forklarede sin evolutionsteori uden henvisning til Gud. 
 
Friedrich Nietzsche filosoferede over “Guds død” og det faktum, at ateisme kan medføre en altomfattende nihilisme.
Brandesianisme er oprindeligt en lettere sarkastisk betegnelse for de moderne teorier og holdninger, der blev fremført af Georg Brandes
I dag anvender man betegnelsen Det moderne gennembrud.
I 1859 fremsatte den engelske naturvidenskabsmand Charles Darwin sin teori om arternes oprindelse. 
 
Charles Darwin hævdede, at alle arter er opstået fra en fælles stamform. Herfra har vi gradvist udviklet og tilpasset os omgivelserne. De gradvise ændringer inden for en art er frembragt ved naturlig selektion; de bedst tilpassede individer sætter det største antal afkom i verden. 
 
Darwinismen indplacerede mennesket et helt nyt sted i naturen: Vi var nu blot en dyreart og underlagt de samme love som andre dyr.
 
Arternes oprindelse blev oversat til dansk i 1872 af J.P. Jacobsen.
Determinisme er en filosofisk tese om, at alle begivenheder har en årsag. 
 
Determinismen hævder, at forud for enhver begivenhed foreligger der en række betingelser, der indebærer, at begivenheden nødvendigvis indtræffer.

Determinisme er uforenelig med påstanden om, at mennesket har en fri vilje og dermed er ansvarlig for sine handlinger.

Et drama er en digterisk genre. Digtningen er overordnet set inddelt i tre hovedgenrer: Epik, lyrik og drama. 

 
Dramatekster består som regel af replikker med rollenavne og regianvisninger. 
 
Dramaets princip består i, at personerne agerer og taler. Kun derigennem fremstår bestræbelser, konflikter, dilemmaer, farer, afsløringer, skæbneomslag og spænding. 
 
Et drama er som oftest en brugstekst som er beregnet til opførelse; det kan være foran templet, i kirken, på en markedsplads eller i teateret.
Fauvisme er en retning i fransk ekspressionistisk maleri fra ca. 1904 til ca. 1907. Fauvisme kommer af det franske ord fauves, der betyder “vilde dyr”.

Fauvisterne malede med en heftig, temperamentsfuld penselføring og stærke, rene farver.

Henri Matisse, André Derain, Maurice de Vlaminck, Albert Marquet var nogle af de centrale “vilddyr”. Fauvisterne var inspirerede af især Vincent van Gogh og Paul Gauguins malerier, men havde i modsætning til symbolisterne ikke et dybt og sjælevigtigt budskab; fauvismen var overvejende dekorativ og koloristisk anlagt.
Oprindelig var en fritænker en tilhænger af deismen. Senere er ordet hovedsagelig blevet brugt om ateister.
Handskemoral er en benævnelse, der henviser til grundtanken i Bjørnstjerne Bjørnsons drama En Handske fra 1883. 
 
I dramaet formulerede Bjørnson den holdning, at manden bør udvise samme afholdenhed som kvinder og undgå sex før ægteskabet. Cølibatet ville styrke mændenes moral og helbred, mente han.

Bjørnsons handskemoral udløste den såkaldte sædelighedsfejde, der rasede i 1880erne.
Impressionisme er en kunstretning, der opstod inden for maleriet i Frankrig omkring 1870, og som opnåede international udbredelse i løbet af de følgende årtier. 
 
Kunstretningen fik sit navn i 1874. En gruppe af unge kunstnere udstillede malerier udført med en helt ny teknik. Det var blandt andre Claude Monet, Camille Pissarro, Auguste Renoir, Alfred Sisley, Berthe Morisot og Edgar Degas.
 
En anmelder kaldte satirisk de unge kunstnere for “impressionister” efter Monets maleri Impression. Soleil levant (Indtryk. Solopgang, 1872).
 
Motiver og teknik

Impressionisterne stræbte efter at skildre deres umiddelbare omverden på en naturtro og optisk korrekt måde.

Motiverne var først og fremmest: Det moderne storbyliv i Paris; landskaber set på forskellige tidspunkter af dagen og året; vandet med dets lysreflekser; samt industriens genstande, røgen fra dampskibe, lokomotiver og fabriksskorstene.
 
Impressionisterne udviklede en helt ny malemåde. De satte genstandenes farver, belysningsfarver, skyggefarver og refleksfarver op på lærredet side om side i små kommalignende enkeltstrøg. Set på den rette afstand forener farverne sig i beskuerens øje til en synsmæssig korrekt helhed. Dette kaldes for optisk blanding.

Inspiration 
Den lidt ældre Édouard Manet og hans skandaleombruste maleri Frokost i det grønne fra 1863 var et afgørende forbillede for impressionisterne. 
 
Impressionisterne var også inspireret af fotografiet, der blev opfundet i 1838. De efterlignede snapshoteffekten og de tilfældige motivbeskæringer til at fremme indtrykket af det flygtige og momentane.
 
En tredje vigtig inspirationskilde for de skæve beskæringer og utraditionelle synsvinkler var japanske farvetræsnit af mestre som Hiroshige og Hokusai.
 
Impressionismen i Danmark
I Danmark blev der ikke dannet en egentlig impressionistisk bevægelse. Theodor Philipsen, Anna Ancher og Viggo Johansen udviklede en dansk impressionisme i tiden omkring 1890. 
 
Impressionisme i litteraturen
Den impressionistisk stil i litteraturen er en række kunstgreb, der skal fremme illusionen om direkte, umiddelbar livsafbildning. 
 
Et af disse kunstgreb er at trænge den forklarende, autoritative fortæller tilbage og i stedet at skrive i scener. “Showing” er stærkere end “telling”.
 
Et andet greb er at beskrive ting og begivenheder, sådan som de bliver set og opfattet af en fiktionsperson i en given situation. Ved at lægge synsvinklen hos en oplevende person opstår en personlig, flimrende og måske “ulogisk” stil i stedet for en analytisk.

Herman Bang skriver impressionistisk.
Industrialiseringen i Europa tog sin begyndelse i Storbritannien i midten af 1700-tallet. Den industrielle revolution foregik inden for rammerne af en tidlig kapitalistisk økonomi og forudsatte feudalismens opløsning. 
 
I løbet af 1800-tallet gennemgik alle europæiske lande en industrialisering. Der skete en udbredelse af industrielle processer. De traditionelle håndværksmæssige produktionsformer blev afløst af stordrift, masseproduktion, maskinkraft og specialisering af arbejdsprocesserne. 
 
Industrialiseringen medførte radikale samfundsmæssige forandringer, teknologiske, kulturelle, politiske og sociale.
Kritisk realisme er betegnelsen for den litteratur, der i kraft af det moderne gennembrud, tog afstand fra romantikken og biedermeierkulturens ensidige dyrkelse af fantasien og en rosenrød virkelighed.
 
Den kritisk realistiske litteratur fokuserede på samfundsmæssige problemer og havde et ikke-religiøst, socialt sigte. 
 
Forfattere som Herman Bang og Henrik Pontoppidan satte de samfundsmæssige problemer under debat.
Kvindebevægelsen var et oprør mod den traditionelle kvindeopfattelse, der hævdede, at kvinden fra naturens side var manden underlegen og derfor måtte være underordnet ham. 
 
De første kvindebevægelser så dagens lys i USA, England, Tyskland og Frankrig i 1850erne og siden i en lang række andre lande. Den danske kvindebevægelse begyndte i 1871 med stiftelsen af Dansk Kvindesamfund. 
 
Den tidlige kvindebevægelses primære krav var, at kvinder skulle anerkendes som selvstændige individer. De ville ændre de forhold, at kvinder var udelukket fra de fleste uddannelser og fra offentlige hverv. Ved giftermål blev kvinder juridisk umyndige på linje med børn. I de fleste lande kunne gifte kvinder således ikke vidne i retten eller råde over egen formue eller indtægt, ligesom forældremyndigheden over børnene tilkom ægtemanden.
 
Under sædelighedsfejden rejste man desuden debatten om kvinders ret til selv at bestemme over egen seksualitet.
 
Kvinder opnåede juridisk ligestilling med mænd samt stemmeret i Danmark i 1915. 
Det moderne gennembrud er en litterær periodebetegnelse for 1870- og 80erne i Danmark. Georg Brandes gav navn til strømningen med portrætsamlingen Det moderne Gjennembruds Mænd fra 1883. 
 
Brandes holdning var, at den kirkeligt dominerede moral skulle overvindes gennem en litteratur, der “satte problemer under debat”.
 
Brandes problematiserede: Den biologiske kontra den religiøse livsforklaring; kønsmoral; kvindens stilling; ægteskabet; børneopdragelse; ejendoms- og magtforholdene i samfundet.
 
Litteratur og billedkunst fik en ny og vigtig rolle. Forfattere og kunstnere skulle ikke idealisere og forskønne deres motiver som i nyklassicistisk og nationalromantisk kunst. I stedet skulle de skildre virkeligheden på en realistisk måde. 
 
Forfattere som Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnsons, J. P. Jacobsen, Edvard Brandes, Holger Drachmann, Amalie Skram, Henrik Pontoppidan og Herman Bang skabte en kritisk realistisk litteratur om de moderne temaer. 
 
Kunstnere som P.S. Krøyer, L.A. Ring, Frants Henningsen, Erik Henningsen, Michael Ancher og Anna Ancher valgte samtidige og problemdebatterede motiver for deres kunst.
Naturalisme er en retning i litteraturen i anden halvdel af 1800-tallet. I Danmark er naturalisme knyttet til perioden 1870-90. 
 
Naturalismen stræber mod en objektiv gengivelse af virkelighed og synsindtryk via en “objektiv fortæller”. Mennesket beskrives på darwinistisk vis som natur- og driftsbestemt, og som påvirket af arv og miljø.
 
I Danmark er naturalismen repræsenteret af forfattere som Georg Brandes, J.P. Jacobsen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan og Henrik Ibsen.
 
Naturalisme anvendes af og til synonymt med realisme, men denne indeholder en vis grad af fortolkning og social indignation.
En novelle er en kortere fortælling, der er bygget op omkring få personer. Handlingen er koncentreret om en enkel situation eller begivenhed. 
 
Novellen har haft to blomstringstider. Den første er ca. 1350-1600, hvor genren grundlægges ved Giovanni Boccaccios Dekameron (1350-53), der er en samling af 100 noveller.
 
Novellens anden blomstringsperiode strækker sig fra ca. 1800 ind i vor tid, dvs. gennem romantik og realisme til modernisme. 
 
I Danmark har novellen en stærk og varieret tradition med forfattere som Martin Andersen Nexø, Hans-Jørgen Nielsen, H.C. Branner, Tove Ditlevsen, Peter Seeberg, Klaus Rifbjerg, Knud Sørensen og Helle Helle.
Et patriarkalsk samfund er en samfundsstruktur, hvor mænd dominerer, og kvinder er underordnet mændene. 
 
Typisk har manden en række juridiske rettigheder, der favoriserer dem frem for kvinder og børn i både familie- og samfundsmæssige forhold.
 
Det patriarkalske samfund er almindeligt i bonde- og nomadesamfund i store dele af verden. Det var fremherskende i Danmark indtil systemet kom under kraftig beskydning fra blandt andet kvindebevægelser i slutningen af 1800-tallet og helt frem til 1970erne.
 
I takt med moderniseringen af de vestlige samfund er patriarkatet gradvist erstattet af ligestilling mellem mænd og kvinder.
Positivismen er en retning inden for filosofien, der var fremherskende i 1800- og 1900-tallet. 
 
Grundtanken i positivismen er, at det kun er observation, eksperiment eller erfaring, der kan bibringe erkendelse.
 
Positivismen hævder, at historien er underlagt en lovmæssig udvikling, som går i retning af et fremtidigt humant og oplyst samfund.
 
Forudsætningerne for positivismen var naturvidenskabens og teknologiens store og stigende succes fra renæssancen og frem.
Radikalisme er en holdning, der er karakteriseret ved en stræben efter gennemgribende forandringer i politiske og samfundsmæssige forhold. 
 
I sidste tredjedel af 1800-tallet stod radikalisme for borgerligt liberale reformtanker, som de blev formuleret af blandt andre Georg Brandes
 
I 1900-tallet forbindes radikalisme i højere grad med venstreorienterede og især marxistiske og socialistiske bevægelser.
Realisme bruges 1) som en almen betegnelse for virkelighedsskildring uden forskønnende bearbejdelse, og 2) som specifik betegnelse for en retning i 1800- og 1900-tallets litteratur og billedkunst. 
 
Realismen beskæftigede sig med samtidige forhold i en realistisk stil og med fokus på især arbejderklassens elendige levevilkår. 
 
I modsætning til naturalismen, rummer realismen et element af fortolkning og en tendens til at fremhæve tilværelsens skyggesider, sociale misforhold, kropsligt forfald m.m. 
 
Forfattere som Henrik Ibsen, August Strindberg, J.P. Jacobsen, Amalie Skram, Herman Bang og Henrik Pontoppidan benytter en realistisk skrivestil.
 
I billedkunsten er realismen repræsenteret ved kunstnere som L.A. Ring, H.A. Brendekilde, Frants Henningsen og Erik Henningsen.

Se også kritisk realisme.
En roman er en lang fiktionsfortælling med mindst én person, som man følger over et længere tidsforløb og i forskellige miljøer. 
 
Romanen er den mest udbredte genre i nyere tid. 
 
Navnet og til en vis grad begrebet roman stammer fra 1100-tallets Frankrig. Her omtalte man de nye tekster, der var forfattet på folkesprog (og ikke latin), som lingua romana.
Sædelighedsfejden var en omfattende debat om kønsmoral, kønsroller, kvindefrigørelse og fri kærlighed, der prægede Danmark og de nordiske lande i 1870- og 80erne. Sædelighedsfejden var et af det moderne gennembruds mest markante udtryk. Fejden engagerede flertallet af Nordens forfattere og kulturskribenter.
 
Det centrale stridspunkt var, om mænds og kvinders kønsdrift var ens, eller om der gjaldt forskellige normer for kønnene.

Borgerlig kønsmoral 
Den officielle kønsmoral havde hidtil bygget på ægteskabet og familien som den institution, der skulle sikre, at seksualiteten kun blev dyrket i forplantningens tjeneste. 
 
Kvinder, mente man, var fra naturens hånd ikke udstyret med en kønsdrift. De kvinder som udviste en seksuel adfærd var mentalt forstyrrede. Borgerskabets døtre blev opdraget til et kommende liv som hustruer og mødre. Egenskaber som kyskhed, moderlighed, tålmodighed og beskedenhed var i højsædet. 
 
Mænd blev anset for at være udstyret med en stærk og naturlig kønsdrift. Af hensyn til deres fysiske og psykiske sundhed skulle den helst tilfredsstilles – også uden for ægteskabet. Borgerskabets sønner blev opdraget til et udadrettet og aktivt samfundsliv, så de blev i stand til at forsørge familien. 
 
Mådehold ..

Bjørnstjerne Bjørnsons drama En Handske (1883) udløste sædelighedsfejden. Han kritiserede det faktum, at mænd måtte have sex før og uden for ægteskabet, hvorimod kvinder skulle være jomfruer og monogame.
 
På Bjørnsons side stod forsvarerne for familien og den sociale orden. Elisabeth Grundtvig var konservativ kvindesagsforkæmper. Hun mente, som Bjørnson, at mænd burde lære kvindernes selvbeherskelse, og undgå sex før ægteskabet. Dette skulle være et middel til at undgå prostitution, usædelighed og hjemløse børn.

.. eller fri kærlighed? 
Georg Brandes og hans tilhængere mente omvendt, at Bjørnson og Grundtvigs standpunkt var verdensfjernt. Brandes gik ind for en liberal seksualpraksis; kvinder skulle frit kunne udfolde deres seksualitet og indgå papirløst samliv.
 
Brandes mente, at prostitutionen og de ulykkelige ægteskaber udsprang af økonomisk og social elendighed. Løsningen på problemet skulle være at gøre kvinderne økonomisk uafhængige, så de frit kunne vælge, om de ville giftes og med hvem. 
 
Ikke til debat
En tredje position indtog kirken og det konservative borgerskab, som anså kønsrollerne og moralen for fastlagt af religiøse og patriarkalske autoriteter, der ikke stod til offentlig diskussion.
En udviklingsroman er en roman, der skildrer en hovedpersons udvikling gennem et helt livsforløb. Udviklingen er ofte af følelsesmæssig eller social karakter.
 
Genren opstod med den borgerlige kulturs udbredelse i 1800-tallet.
Videnskab er en almen betegnelse for systematiske metoder til at frembringe, ordne og udbrede viden og kunnen.

Den viden og kunnen, der er videnskabelig, rækker ud over etableret lærdom, dvs. hvad der er almindeligt accepteret, og hvad der umiddelbart kan forstås eller iagttages.

Videnskab fokuserer på ny erkendelse skabt gennem forskning.
Æsteticisme er en kunstopfattelse i anden halvdel af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet. 
 
I æsteticismen hævdes det, at kunsten ikke skal tjene et særligt formål, det være sig religiøst, socialt eller politisk. Kunsten skal hverken oplyse, belære eller moralisere, men eksistere og vurderes alene i kraft af dens skønhed og sanselige fremtræden. 
 
Slagordet for æsteticismen var l'art pour l'art, kunsten for kunstens egen skyld. 
 
Postmodernisme er ofte blevet karakteriseret som en nyudgave af 1800-tallets æsteticisme.