1800-1870: Romantikken


Biedermeier var en spidsborgerlig kulturform i tiden mellem Napoleonskrigenes afslutning (1815) og ca. 1850, hvor man søgte jævnhed, idyl og hygge.
 
Man trak sig tilbage fra politikkens verden, “tumlepladsen for det onde”, og betragtede den lille verden, dagligdagen, hjemmet og familien som det menneskeliges tilflugtssted.
 
Grundholdningen var resignation og humor med et melankolsk-idyllisk anstrøg. Man stræbte efter en harmoni mellem det materielle og det ideale, men endte oftest i en følelse af splittelse.
 
En række af de nævnte træk genfindes i den danske litteratur især hos H.C. Andersen, Christian Winther og Thomasine Gyllembourg.
 
Inden for billedkunsten betegner biedermeier en romantisk og renhjertet virkelighedsskildring af eksempelvis det hyggelige familieliv og små dagligdags optrin.
 
Biedermeier-digtningen kaldes også poetisk realisme, fordi den udelukkende beskæftiger sig med den poetiske eller harmoniske side af virkeligheden.
 
Wilhelm Bendz: Det waagepetersenske familiebillede, 1830
C. A. Jensen: Portrætter af familien van Helsdingen, 1835
Bondekultur, almuekultur eller folkekultur er betegnelser for dagliglivet på landet, især som det formede sig før år 1900.

Bondekulturen var det centrale studieobjekt for den tidlige danske folkelivsforskning, der opstod i kølvandet på nationalromantikken og bøndernes nye politiske og økonomiske position.

Hos bonden mente folkelivsforskerne at finde de oprindelige, folkelige træk. De primære studieobjekter var bøndernes redskaber, møbler, klædedragter og byggeskik. Senere blev de sociale relationer og forskelle (mellem gårdmænd, husmænd og fattigfolk) gjort til vigtige studiefelter.
Målet for romantikken var at erkende sammenhængen mellem ånd og natur, og derigennem hele den splittelse, man mente, var opstået siden de tidligste tiders guldalder. 
 
For den enkelte havde denne erkendelse form af en dannelsesproces, hvis mål var indsigt i det individuelle selv såvel som kerneværdierne det gode, det sande og det skønne. 
 
De dannede udgjorde en elite, der mente, at de gennem erkendelser fra religion, videnskab og kunst kunne bringe folk og samfund frem mod en højere tilværelsesform, en ny skandinavisk guldalder.
 
Wilhelm Bendz: Det waagepetersenske familiebillede, 1830
Romantikkens kunstnere afsluttede traditionen tro deres uddannelse fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København med en stor udenlands- og dannelsesrejse til Italien. 
 
Italien blev anset for “kunstens sande fædreland”. Formålet med rejsen var, at kunstnerne fik mulighed for at studere antikkens og renæssancens mesterværker, således at de kunne videreføre den klassiske stil og motivverden i deres egne værker. 
 
C.W. Eckersberg var den første, danske kunstner, der tog til Rom, men “skulkede fra timerne”. I stedet for at studere den klassiske antik, malede han billeder udendørs af det romerske folkeliv og af bygningsværker fra utraditionelle synsvinkler. 
 
Romantikkens andre billedkunstnere fulgte i Eckersberg frilufts-fodspor.
 
Constantin Hansen: Et selskab af danske kunstnere i Rom, 1837
Dansk guldalder er kunsthistoriens betegnelse for perioden 1814-1848, hvor man inden for litteraturhistorien anvender betegnelsen romantikken. 
 
De gamle grækere brugte betegnelsen guldalder om en lykkelig tid. Dansk guldalder er knyttet til en glansperiode i dansk kunst, hvor talenterne var mange og kunstmiljøet intenst.
 
På trods af den kulturelle rigdom var Danmark i en politisk og økonomisk krise med krige, statsbankerot og tabet af Norge. 
 
Den danske guldalders borgere var splittede mellem det besværlige dagligliv og et harmonisk og idealt liv. Man længtes på romantisk vis mod det ideale liv og forsøgte at nærme sig dette via religionen, videnskaben og kunsten. Man håbede, at samfundet ville komme på et højere og bedre stadie, hvis blot hver enkelt person stræbte mod det gode, det sande og det skønne. 
 
I dansk guldalder/romantikken oplevede man en stigende borgerliggørelse af samfundet, som også satte sine spor i kunsten. De danske guldalderkunstnere var optaget af det velkendte og nære. Motiverne hentede de fra dagligdagen, familien, hjemmet og de sjællandske landskaber med marker, bøgeskove, kyster, gravhøje og slotte.
I romantikken blev digteren og billedkunstneren opfattet som et geni, der i kraft af sine skabende evner og særlige følsomhed kunne ane eller fornemme ånden i naturen og altings organiske sammenhæng. 
 
Digteren og billedkunstneren kunne fremstille den dybere sammenhæng i digterisk eller billedlig form og dermed videreformidle indsigten til andre. Det gav ham en særstatus i romantikkens verden.
 
Heinrich Steffens: Af Indledningen til philosophiske Forelæsninger (1803)
C. W. Eckersberg: Portræt af Bertel Thorvaldsen, 1814
Søren Kierkegaard regnes som eksistensfilosofiens grundlægger, men filosofien slog først for alvor igennem i tiden mellem de to verdenskrige og i efterkrigsårene med den franske filosof Jean-Paul Sartres eksistentialisme.
 
Eksistensfilosofien har den menneskelige eksistens som hovedtema. Eksistensfilosofferne afviser, at der kan opstilles almene regler for, hvordan mennesket bør leve sit liv. De traditionelle værdier og handlingsmønstre er tilfældige og dermed uforpligtende, mener de. 
 
Det enkelte menneskes eksistens er altså ikke givet på forhånd, men bliver til i kraft af de valg, vi foretager os. Hvert enkelt menneske må selv tage ansvaret for sit liv og give det mening. Dette kan skabe angst og fortvivlelse hos den enkelte.
Guldalder er oprindelig den lykkelige tid, der ifølge græske digtere udgjorde den ældste periode i menneskehedens historie. Man forestillede sig, at guldalderens menneske “helt af sig selv” og uden retningslinjer fra love og statsmagt fulgte “det gode, det sande, det rette”. Guldalderen, mente man, efterfulgtes af nedgangsperioderne sølv-, kobber- og jernalder.  
 
Udgangspunktet for romantikkens guldalderforestilling var en moderne splittelseserfaring mellem de faktiske, historiske vilkår og de ideale vilkår. Man følte et smertefuldt tab af sammenhæng mellem natur og ånd, mellem objekt og subjekt. Denne splittelse var frembragt af bycivilisationens arbejdsdeling mellem det åndelige og det materielle liv. 
 
Man længtes efter den tabte guldalder, og mente at man kunne hele tabet eller genoprette splittelsen ved at erkende den egentlige, harmoniske virkelighed bag de materielle fænomeners kaos. Dette skulle ske ved hjælp af kendskab til det gode (religionen), det sande (videnskaben) og det skønne (kunsten). 
 
Adam Oehlenschläger udtrykker længslen efter den tabte guldalder således:
„I gamle gamle
Hensvundne Dage!
Da det straalte i Norden,
Da Himlen var paa Jorden,
Giv et Glimt tilbage!“
 
Johan Thomas Lundbye: En gravhøj fra oldtiden ved Raklev på Refsnæs, 1839
Det interessante var et begreb, der benyttedes i slutningen af 1700- og starten af 1800-tallet om den nye, romantiske kunst. Kunsten skulle vække beskuerens sanser og opmærksomhed via interessante effekter eller temaer som det individuelle, subjektive, dissonantiske, kunstige, urolige, dynamiske, dunkle, anelsesfulde, storladne osv.
 
Det interessante er således en æstetisk kategori, der står i modsætning til den antikke og nyklassicistiske kunst, der vægter objektivitet, klarhed, harmoni og idealisme.
Marxisme er en samfundsvidenskabelig ideologi, udtænkt og opkaldt efter den tyske socialist Karl Marx.

Marxismen er en omfattende analyse og kritik af kapitalismen som produktionsmåde. Marx kritiserede det forhold, at arbejdere og kapitalistiske virksomhedsejere er to ulige parter. Arbejderne har kun deres arbejdskraft at sælge og virksomhedsejerne vil forøge deres formue, hvilket fører til udbytning af arbejderne.

For Marx var det særlige ved kapitalismen – sammenlignet med slavesamfundet og det feudale samfund – at udbytningen af arbejderne er sløret ved, at der foreligger en frivillig kontrakt mellem parterne.

Marx så kapitalismen som et system, der fremmedgør mennesket fra dets væsen.
I nationalromantikken blev romantikkens indfølende dyrkelse af naturen og fortiden forenet med de nationale strømninger, der gennemløb det meste af Europa i kølvandet på Napoleonskrigene.

I Danmark blev bl.a. N. F. S. Grundtvigs tanker om genskabelse af den nordiske folkeånd inspiration for en ny kunst og litteratur. Oldnordiske sagn, folkeviser og middelalderhistorien blev optaget i digtningen hos eksempelvis Adam Oehlenschläger. 
 
Nationalromantiske malere som Johan Thomas Lundbye og P.C. Skovgaard mente, at landskabet spejlede folkekarakteren. Den “godmodige”, danske folkeånd skulle således være formet af den “venlige”, danske natur, og de foretrukne motiver var: De bugtede bakke-dale, den høje, blå himmel, kyststrækninger, bøgeskovene samt landskabet som historiens aftryk med gravhøje og middelalderarkitektur.
 
Kunstnere som Jørgen Sonne og Frederik Vermehren fulgte kunsthistorikeren N.L. Høyens opfordringer om at skabe et nationalt folkelivsmaleri. Kunstnerne skulle gengive og genoplive landets glorværdige fortid og befolkningens egenart gennem billeder af landbefolkningens traditionelle levevis. 
 
I nationalromantikken udsatte man fortiden for en omfattende historiekonstruktion for at skabe et fundament for en særegen og storslået nutid og fremtid.
Nyplatonismen bygger på den græske filosof Platons klassiske idélære. Hos Platon ligger idéerne som et idealt mønster til grund for den synlige, fysiske verden.
 
Nyplatonismen var en mindre udbredt tendens i romantikkens begyndelse. Det var en vag udgave af idélæren, hvor man troede på, at der var nogle åndelige idéer bag fænomenerne.
 
I modsætning til organismetanken, hvor ånden er i naturen, er der i platonismen tale om en dualisme, hvor der er et skel mellem den åndelige og den materielle verden. Et skel som kun vanskeligt kan overskrides via intuition, drøm, anelse og fantasi.
 
Schack von Staffeldt, Indvielsen, 1804
En organisme er en helhed, hvor delene kun kan forklares ud fra deres plads og funktion i helheden.
 
Den såkaldte organicisme eller organismetanke går ud på, at ikke kun biologiske væsener, men også institutioner, stater og historiske forløb siges at have en organisk opbygning eller struktur. 
 
Organismetanken danner kernen i universalromantikken, hvor man mente, at natur, kunst, videnskab og historie var dele af samme organisk helhed.
Panteisme er et begreb dannet i 1700-tallets begyndelse for den opfattelse, at Gud er i alt, eller at Gud er identisk med verden.
 
Det hævdedes eksempelvis, at verden er en udfoldelse af Guds væsen, eller at Gud er iboende verden. 
 
F.W.J. Schelling opfattede ånd som usynlig natur og natur som synlig ånd. 
 
G.W.F. Hegel mente, at virkeligheden var den absolutte og immanente ånds selvudfoldelse.

Se biedermeier ovenfor.

(ca. 1750-1850. I Danmark fra ca. 1800-1870)
Romantikken var en åndsretning og periode i europæisk kulturhistorie med højdepunkt i årene omkring 1800. Den strakte sig fra ca. 1750 til midten af 1800-tallet – i Danmark dog fra ca. 1800 til 1870.
 
I romantikken skete en gennemgribende ændring i tidens tænkemåde, hvor oplysningstidens idéer blev genstand for kritik. Man troede ikke længere på fornuft eller rationalisme som den eneste vej til erkendelse. 
 
Oplysningsfilosoffen Emmanuel Kant havde trukket en grænse mellem verden i sig selv (Ding an sich) og verden som vi opfatter den (Ding für mich). Dermed satte Kant et loft for, hvad mennesket kan forstå og erkende med sin fornuft.

Romantikkens tænkere, forfattere og kunstnere mente – i modsætning til Kant – at man stadigt kunne få adgang til verden i sig selv. Ikke via fornuften, men via kunstneriske erkendelseskilder som følelse, drøm, anelse og intuition.
 
Romantikkens tænkere, forfattere og kunstnere oplevede en splittelse mellem verden og individ. Samtidigt udtrykte de et håb og en længsel efter at genoprette eller erkende harmoni, orden og mening.
 
Landskabsmaleriet var den foretrukne genre inden for romantikkens billedkunst. Naturen kunne fungere som spejl eller katalysator for menneskets lidenskabelige følelsesliv i modsætning til nyklassicismens regelbundne og moralsk opbyggelige historiemaleri.
 
Litterært ses romantikken udtrykt i forskellige former, som universalromantik, nationalromantik, biedermeier og romantisme.
 
Casper David Friedrich: Mand og kvinde der betragter månen, 1817-1818
Romantisme er betegnelsen for en særlig strømning i den senere del af romantikken, fra omkring 1830, i dele af forfatterskaber som Steen Steensen Blicher, Emil Aarestrup, Søren Kierkegaard og H.C. Andersens
 
Romantismen var en reaktion mod universalromantikkens høje, metafysiske idéer og biedermeierkulturens ensidige søgen efter harmoni og sammenhæng. I stedet gjaldt det emner som psykologiske splittelser, menneskets skyggesider, det erotiske, sociale konflikter, “det interessante”, geniet, det historiske og orientalsk eksotiske.
 
Romantismen står således for det farverige, det utilpassede, disharmoniske, ironiske og oprørske i modsætning til biedermeierkulturens lille og harmoniserende perspektiv.
 
Nicolai Abildgaard: Mareridt, 1800
Christen Købke: Efterårsmorgen ved Sortedamssøen, 1838
C. W. Eckersberg: Kvinde foran et spejl, 1841
Den første fase i romantikken fra ca. 1800 til 1807 kaldes universalromantik. 
 
Universalromantikken er funderet på organismetanken, hvor man anskuer natur såvel som kunst, videnskab og historie som dele af en større, organisk helhed, der er underlagt faser af opgang, modning, nedgang og død.
 
I universalromantikken mente man, at natur, kunst, videnskab og historie hang sammen som en organisk helhed, der var gennemstrømmet af den samme ånd. Ånden var forstået som en iboende kraft, en guddommelig besjæling eller det absolutte.
 
“Ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og bliver sig bevidst i mennesket”, skriver F.W.J. Schelling, og mener dermed, at jo mere ånd naturen besidder jo højere udviklingstrin. Mennesket er på det højeste trin, og navnlig kunstneren kan via intuition, drøm, anelse og fantasi erkende altings sammenhæng.
 
Universalromantikken blev introduceret i Danmark 1802-03 gennem forelæsninger af Henrich Steffens og fik stor betydning for bl.a. Adam Oehlenschläger og Schack von Staffeldt.