1650-1720: Barokken


Absolutisme er betegnelsen for det forfatningssystem, hvor en enkelt person råder over hele statsmagten.  I Danmark kaldes absolutismen for enevælde.
 
I absolutismen retfærdiggør man den absolutte magt ved enten at hævde, 1) at ”samfundet” er styret af en person, hvis autoritet er givet fra oven, fra Gud, eller 2) at personens autoritet er bygget op fra neden og opsummerer ”folkets vilje” eller ”det fælles bedste”.
 
De to argumenter er tilsyneladende modstridende, men i begge tilfælde er resultatet det samme, nemlig at magten samles i en enkelt persons hånd.
 
Inden for absolutismen tror man generelt på nødvendigheden af at have en stærk hersker som værn mod samfundsmæssigt kaos.
 
I absolutismen er herskeren ikke forpligtet over for kirken eller nogen anden autoritet. Love og regler, statsbeskatninger, forordninger osv. udgår som “solens stråler” fra den enevældige hersker.
 
I Frankrig blev Solkongen Ludvig 14., der regerede enevældigt fra 1643 til 1715, et forbillede for mange af de europæiske konger, herunder den danske Christian d. 5.
Dualisme er når man spalter verden i to uforenelige principper. 
 
Dualistiske eller uforenelige modsætningspar kan fx være indre><ydre, godt><ondt, lys><mørke, kærlighed><had, himmel><jord, orden><kaos. 
 
Modsætningerne skal være selvstændige, reelt eksisterende kræfter. I reglen opfattes det ene princip som moralsk højere end det andet.
En antitese er en modsætningsfigur, fx sorrig><glæde eller godt><ondt.
Barok betyder “uregelmæssig perle”. Det er en stilretning og kulturhistorisk periode, der efterfølger renæssancen i 1600- og 1700-tallet. 
 
Perioden var kendetegnet ved en dualistisk verdensopfattelse: På den ene side troede man på en metafysisk verden, præget af orden og stabilitet, dvs. en oversanselig verdensorden, som ligger uden for menneskets fatteevne. På den anden side eksisterede det jordiske liv, der var flygtigt og tilfældigt.
 
Barokken var påvirket af Nicolaus Kopernikus’ nye verdensbillede, hvor mennesket flyttede fra en sikker plads i en statisk verden til en uoverskuelig stor og foranderlig verden.
 
Barokkunst

Barokkunsten handler om det gådefulde, det angstfyldte, det mystiske, ekstasen, tiden og forgængeligheden, forvandling, fryd og triumf og mødet med Gud.
 
Det barokke formsprog er sanseligt, farverigt, dramatisk og teatralsk. Ofte benyttes stærke kontraster og claire-obscur-belysning, der fremhæver temaet eller pointen. 
 
Den romersk-katolske kirke benyttede barokkunsten i modreformatorisk øjemed i kampen mod den protestantiske reform. I barokkunsten og –litteraturen blev kirkens og den enevældige fyrstes magt iscenesat og forherliget.

Peter Paul Ruben er en af barokkunstens store malere.
 
Barokkens litteratur
Den barokke litteratur benytter en svulmende stil med massive paralleller, antiteser, paradokser og et stærkt billedsprog.
 
Ofte er der en voldsom spænding mellem materielt, kødeligt, pragtfuldt, forgængeligt, fordærveligt på den ene side og metafysisk, evigt, åndeligt på den anden.
 
Thomas Kingo er barokdigtningens store, danske repræsentant.
Enevælde er en dansk betegnelse for det forfatningssystem, som generelt benævnes absolutisme.
 
I Danmark indførtes enevælden i oktober 1660. Her overgik al magt til kongen og hans efterkommere, der ikke længere skulle vælges til konge, men derimod arve tronen til både Danmark og Norge.
 
Enevælden var kulminationen på en århundredgammel rivalisering mellem kongemagt og adelsmagt, hvor magtbalancen tippede over snart til den ene, snart til den anden side.
 
Efter svenskekrigene (1657-60) var Danmark i en akut politisk krise med økonomisk lavvande. Kong Frederik 3. så her sit snit til at indføre enevælden, der definitivt afgjorde magtkampen til kongens fordel.
 
Det statsretslige grundlag for det danske enevælds-kongedømme er fastlagt i Kongeloven af 15. november 1665. Her fastslås “Kongens arveret til Danmarks og Norges riger". “Alle jura Majestatis, absolut Regering og alle Regalia" overdrages til kongen og hans efterkommere.
 
Kongeloven var i kraft helt frem til den blev afløst af Grundloven den 5. juni 1849.
 
Den danske enevælde opdeles i tre perioder: Den personlige enevælde (1661-1730), den bureaukratiske enevælde (1730-70) og den oplyste, opinionsstyrede eller borgerlige enevælde (1770-1849).
Hyrdedigtning er en digtning om hyrdelivet, som man mente udfoldede sig i et smukt landskabeligt frirum uden for bykulturen. Hyrdelivet, digtede man, var præget af idyl, erotik og/eller vemod. 
 
Hyrdedigtning kan også betegnes pastoral eller bukolisk.
 
Danske barokdigtere som Anders Bording og Thomas Kingo har bidraget til genren.
Lejlighedsdigtning er digte eller sange, der er skrevet til en begivenhed i en institution eller i en persons liv. 
 
Begivenheden kan være en tronbestigelse, en militær triumf, et kirkejubilæum, en firmaskovtur eller til konfirmation, bryllup, fødselsdag, begravelse. 
 
I enevælden blomstrede retoriske lejlighedsdigte skrevet til en fyrste eller kongen. Som eksempel kan nævnes Thomas Kingos digt Hosianna skrevet i anledning af Christian 5.s salving den 7. juni 1671.
Modreformationen er de bestræbelser, som den romersk-katolske kirke gjorde fra ca. 1550 til ca. 1650 for at befæste katolicismen og føre protestanter tilbage til den. 
 
Den lutherske lære blev fordømt som kætteri. Man førte mange inkvisitionsprocesser for at udskille og dømme lutheranere og protestanter. 
 
I Polen, Østrig og Sydtyskland genvandt den romersk-katolske kirke sin tidligere dominans. I Frankrig blev katolicismen statsreligion. 
 
De religiøse og politiske modsætninger mellem de europæiske protestanter og katolikker kulminerede i Trediveårskrigen (1618-48).  
 
Modreformationen fik stor betydning for udviklingen af barok kunst og arkitektur.
Pikaresk roman eller skælmeroman, opstod i 1500-tallet som en reaktion mod ridderromanerne. 
 
Hovedpersonen i den pikareske roman er en antihelt, en omrejsende eventyrer og gavtyv. Antihelten kommer ud for mange situationer og miljøer, der skildres realistisk og/eller satirisk.
Kronregalier er værdighedstegn og symboler på kongens magt og status.
 
Den danske enevældes kronregalier omfatter krone, scepter, rigsæble, og kroningskårde, og de var i brug ved salvinger fra 1671 til og med 1840.
 
Enevældens kronregaliers symbolske betydning bestemmes således:
  • Kongekronen, symboliserer kongens kongelige værdighed og herremagt over sine undersåtter. Ædelstenene symboliserer kongens høje dyder.
  • Scepteret, eller herskerstaven er et symbol på autoritet og kongens rette dømmekraft.
  • Rigsæble, er et symbol på jordkloden eller (modificeret) jorden og vandet i kongens riger Danmark og Norge.
  • Kroningskården, er et symbol på retfærdighedens våben og Danmark og Norges beskyttelse mod ydre fjender.
Salme er en religiøs (kristen) sang eller hymne. Efter reformationen indgik salmen som menighedens sange på folkesproget i den protestantiske gudstjeneste. 
  
Den lutherske salmedigtning og salmesang afspejlede tidens teologi og gudstjenesteopfattelse.
Med enevælden indførtes arvekongedømmet. Den ny konge arvede uden videre kronen, når den gamle konge døde. I det gamle valgkongedømme, valgte folket deres konge ved symbolsk at sætte kronen på hans hoved.

Under enevælden måtte man rette kroningsritualet lidt til. Kongen satte selv kronen på sit hoved og lod sig herefter blot salve, som det sker i Michael von Havens maleri: Christian d. V’s salving i slotskirken på Frederiksborg Slot (1671).
 
Salvelsesritualet stammer fra Biblen og begrebet ”Herrens salvede” (Første Samuelsbog 26:10). Som en af ”Herrens salvede” var kongen “udvalgt” og dermed nærmere og kraftigere forbundet med Gud. Salvingen betød, at kongen fik beseglet magtovertagelsen.
Selvbiografi eller autobiografi er en persons livshistorie, skrevet eller fortalt af vedkommende selv.
Vanitas betyder “forfængelighed”. Det er en allegorisk billedtype, der henviser til livets forgængelighed.
 
Vanitassymboler er ofte skrøbelige, let forgængelige ting som glas, porcelæn, nautiluspokaler, nødder, blomster, frugt, fisk, en udbrændende kærte, et ur, sæbebobler, timeglas eller et dødningehoved. 
 
Symbolerne kan hentyde til vita voluptaria (musikinstrumenter, videnskabelige remedier), vita activa (magtsymboler som krone, scepter, rustninger og våben) eller vita contemplativa (kranium, bøger, breve).
 
Se Cornelius Norbertus Gijsbrecht: Trompe l´oeil med ateliervæg og vanitas-stilleben, 1668.