Den formalistiske analysemetode (formanalytisk fremgangsmåde)

I den formalanalytiske analysemetode skal du rette fokus mod kunstværkets visuelle virkemidler. Du skal med andre ord sætte ord på kunstværkets form, materiale og stil.

Nøgleord: Iagttagelse.

Fremgangsmåde

1) De faktuelle oplysninger

Du starter med de faktuelle oplysninger:

  • Hvem har lavet billedet?

  • Hvad er titlen?

  • Hvornår er det lavet?

  • Hvilke materialer og hvilken teknik er der brugt?

  • Hvor stort er det?

  • Måske er billedet lavet til et bestemt formål (som udsmykning eller som skitse til et færdigt værk)?

  • Hvad forestiller det?


2) Analyse af værkets elementer

Herefter analyserer du kunstværkets stil og formsprog. Du kan eksempelvis undersøge og beskrive:

  • Komposition 

  • Rum

  • Farver

  • Lys

  • Malemåde

  • Bevægelse

  • Menneskefigurer

Jo bedre du er til at iagttage og få øje på, jo bedre vil du kunne sætte ord på, og jo bedre vil du være til at forstå kunstværket.

Til sidst samler du analysens resultater i en opsummerende beskrivelse.

Relevante begreber


Komposition betyder “sammensætning”. Billedets komposition handler om hvordan de forskellige elementer (mennesker, træer, huse, møbler, farver, former etc.) er sammensat eller placeret i forhold til hinanden. Måske arbejder kunstneren med særlige æstetiske eller betydningsskabende forbindelseslinjer mellem objekterne på billedet?

Nogle kompositioner giver et roligt og harmoniske indtryk og andre giver et dynamisk og kaotiske indtryk. Der er forskel på stabile og ustabile kompositions-principper.


Horisontale og vertikale linjer

Christen Købke: Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro, 1838

Horisontale og vertikale linjer er stabile kompositions-principper og skaber ro i kunstværket.

Horisontale linjer bruges ofte i landskabsbilleder. En horisontlinje deler jord/hav og himmel vandret på billedfladen. Landskabet opleves forskelligt alt efter, hvor horisonten er placeret: Er det en lav horisont, middelhorisont eller måske en høj horisont?

Vertikale linjer (telefonpæle, træer, stående mennesker, etc.) skaber ofte en fornemmelse af struktur og orden. En vertikal linje, der er placeret i billedets midterakse kan også give en meget statisk komposition, der måske symboliserer komplet stilstand eller eviggyldighed?

Kunstværker hvis komposition er ordnet ud fra vertikale og horisontale linjer signalerer ofte balance, evighed, uforanderlighed, almengyldighed, ro, stabilitet, stilstand.


Diagonale linjer

L. A. Ring: Når toget ventes, 1913 

Diagonale linjer er et ustabilt kompositions-princip og skaber dynamik i kunstværket. 
 
Diagonallinjer kan opfattes som horisontale eller vertikale linjer, der er hevet ud af deres nulpunkt og har fået en vinklet eller skrå retning. Hvis mange diagonallinjer krydser hinanden, kan kompositionen virke kompleks.
 
Kunstværker med mange diagonale linjer kan signalere dybde, dramatik, bevægelse, ubalance, dynamik, disharmoni, ustabilitet, kaos.


Trekantskomposition

J. F. Willumsen: En bjergbestigerske, 1912 

En trekantskomposition kan både være stabil og ustabil.
 
Hvis trekanten står på sin base signalerer den en høj grad af urokkelighed og stabilitet. 
 
Hvis trekanten er vendt om og balancerer på spidsen, signalerer den en højere grad af ustabilitet og dynamik.


Cirkel- & ovalkomposition

Hendrik Krock: Pan og Syrinx, 1722 

Kunstværkets elementer kan være ordnet efter en cirkel- eller ovalkomposition.
 
Cirklen signalerer kredsløb, harmoni og evighed. Ovalen kan også lede tankerne hen på et kredsløb, men fordi den ligner en cirkel, der er trukket skæv, virker den mere dynamisk og bevægelig.


Det gyldne snit

Sandro Botticelli: Venus fødsel, 1482-86
„Det gyldne snit“ er et kompositorisk princip, der har interesseret filosoffer og kunstnere i tusinder af år. Det gyldne snit siges at besidde en helt særlig universel skønhed og harmoni. Hvis du placerer en figur i det gyldne snit vil billedet virke velafbalanceret.
 
Hvordan opdagede man det gyldne snit? Legenden fortæller, at den græske filosof Eudoxos engang gik rundt med en stok. Han bad de mennesker han mødte om at sætte et mærke på stokken, dér hvor de syntes, den blev delt smukkest. Efterhånden som flere mærker blev sat på stokken, så Eudoxos, at de alle samlede sig om ét bestemt punkt. Dette punkt blev senere kendt som det gyldne snit.

Hvis du skal finde det gyldne snit i et billede skal du dele linjestykket AB i to stykker AC og CB, så forholdet mellem hele linjestykket og det største stykke er det samme som forholdet mellem det største og det mindste stykke. 
 
Sådan gør du: 

Du har grundlinjen AB. Så tegner du en retvinklet trekant (ABO) med siderne AB og AB/2. Så afsætter du punktet E, så OE = OB. Derefter afsætter du punktet C, så AE = AC. C deler da grundlinjen AB i det gyldne snit. 
 
Du kan finde det gyldne snit både lodret og vandret i billedet.

Et todimensionalt billede kan virke rumligt. Kunstneren kan skabe en illusion om rum og dybde i billedet på forskellig vis.

Linearperspektiv

Wilhelm Bendz: Det waagepetersenske familiebillede, 1830 

Perspektiv betyder “at se igennem“. Når kunstneren har skabt perspektiv i billedet, virker det som om, man kan se igennem lærredet og ind i en anden verden – ind i en tredimensional og rumlig verden. 
 
I linearperspektivet løber alle indadførende linjer sammen i ét punkt. 
Det er forsvindingspunktet. 
Det er lettest at konstruere linearperspektivet, hvis linjerne er rette og løber parallelt. 
Du kan prøve at tegne en kasse eller et firkantet rum med gulv, loft og vægge. 
Hvis du placerer figurer i dit perspektiviske rum, skal de blive mindre og mindre jo nærmere forsvindingspunktet de kommer (se også gradienter). 


Centralperspektiv

I centralperspektivet er forsvindingspunktet lige midt i billedet – i beskuerens øjenhøjde. Et centralperspektivisk billedrum kan opleves som symmetrisk og meget velafbalanceret og overskueligt. Hvis der er menneskefigurer i rummet får man en fornemmelse af, at de har kontrol over situationen. Beskueren har overblik over rummet.


Raumflucht

Når forsvindingspunktet rykkes væk fra midten og ud til en af siderne, kan der opstå et dynamisk billedrum. Sådan et perspektiv kalder man for „raumflucht“.  Raumflucht er tysk og betyder „rumflugt“.Man har en fornemmelse af, at forsvindingspunktet „flygter“ ud af billedrummet, og at billedrummet er meget dybt.


Fugleperspektiv

Eske Kath: Residential Subversion, 2006 

Ved fugleperspektiv ser man tingene fra oven. Fugleperspektiv kan give beskueren en følelse af at være i kontrol, at have overblik, og måske endda magt.


Frøperspektiv

Ved frøperspektiv ser man tingene fra neden. Frøperspektivet tildeler beskueren en ydmyg eller magtesløs position. Figurer kan virker monumentale og måske også truende.


Luft- eller farveperspektiv

Jørgen V. Sonne: En ligfærd. Motiv fra det nordlige Sjælland, 1859 

Man kan skabe billeddybde ved hjælp af farvelægning. Så udnytter man, at farver har forskellige „temperaturer“. Man taler om varme og kolde farver. De varme farver (rød, brun, orange) virker „nære“ og de kolde farver (blå, violet, grå, hvid) virker „fjerne“. 
 
Ved luft- eller farveperspektiv placerer man de varme farver i forgrunden. „Lunkne“ eller neutrale farver (grøn) lægges i mellemgrunden. De kølige farver i baggrunden. Så virker det som om forgrunden trænger sig på, og baggrunden fortoner sig i det fjerne.


Overlapning

Niels Lergaard: Mennesker i interiør, 1937

Overlapning er, når et element dækker over et andet, og dermed skaber et indtryk af „foran“ og „bagved“. Ved overlapning er der en lille afstand mellem objekterne. Der er skabt en begrænset dybde i billedet.


Repoussoir

Johan Thomas Lundbye. En gravhøj fra oldtiden ved Raklev på Refsnæs, 1839 

Repoussoir er fransk og betyder at “skubbe bagud“. En repoussoir eller en “tilbageskubber“ er en stor forgrundsfigur, der “skubber“ billedets baggrund langt tilbage eller ind i billedet. Man har en fornemmelse af, at der er stor afstand mellem objekterne. Der er stor dybde i billedet.


Gradienter

Per Kirkeby: Den langløbede colt, 1966 
Gradienter er ensdannede elementer, der formindskes gradvist, og som er placeret diagonalt (diagonale linjer) i billedet. På den måde opstår en fornemmelse af dybde. Man oplever at objekterne bliver mindre og mindre fordi de kommer længere og længere væk fra beskueren – ligesom i virkeligheden.


Skyggelægning

C. W. Eckersberg: Kvinde foran et spejl, 1841 

Man kan skabe volumen og rumlighed ved hjælp af skyggelægning. Hvis du fx tegner en cirkel og skraverer den i lys og skygge, bliver den til en kugle. Du har skabt volumen. Hvis du også skraverer kuglens slagskygge, dvs. den skygge, som kuglen kaster, ser det ud som om, den ligger på et underlag. Du har skabt rum. Skyggelægning skaber tredimensional form, volumen, plasticitet, billeddybde, rumlighed.

Farver skifter karakter i forhold til deres omgivelser. De skal ses i forhold til hinanden. Derfor siger man, at de er relative. Farver kan skabe stemning og betydning i billedet. Farver kan skabe rum (Luft- eller farveperspektiv). De kan også være symbolske. Man har til forskellige tider og i forskellige kulturer tillagt farver forskellige symbolske betydninger. De utallige farvekombinationer gør det umuligt at kortlægge farvernes verden og virkning helt præcist.

Primærfarver

Rød, gul og blå er grundfarver. 
Alle andre farver kan dannes ved at blande disse tre grundfarver. 
Derfor kaldes de primærfarver.


Sekundærfarver

Hvis man blander to primærfarver får man en sekundærfarve.
Rød + gul = orange 
Gul + blå = grøn 
Blå + rød = violet


Komplementærfarver

Michael Kvium: En køkkenscene, 1986 

Komplementærfarver er to farver der står i størst mulig kontrast til hinanden. De ligger over for hinanden i farvecirklen. Hvis man sammenstiller to komplementærfarver sker det, at farverne aktiverer og understreger hinandens specielle farvekarakter. De virker oplivende og dynamiske. 

Grøn er komplementærfarve til rød.
Orange er komplementærfarve til blå.
Violet er komplementærfarve til gul.


Akromatiske farver

Julie Nord: Illustration For A Lost Tale, 2005 

Sort, hvid og grå indeholder ikke kulør. Derfor kaldes de akromatiske farver. Akromatisk betyder “uden farve“. Man kan bruge de akromatiske farver til at nedtone eller brække primær- og sekundærfarverne, så de er knap så stærke.

Lyset er en immateriel og uhåndgribelig størrelse. Lys og skygge spiller en stor rolle i billedkunsten. Det bruges på mange forskellige måder.

Formgivende lys

C. A. Jensen. Crisy van Helsdingen, 1835 

Man kan skabe tredimensional form ved hjælp af lys og skygge. Hvis man skyggelægger (skyggelægning) en figur, skaber man en illusion om, at figuren er tredimensional. 
Det formgivende lys kaldes også belysningslys. Det er fordi, det virker som om, figuren er belyst. Lyskilden kommer måske udefra eller stammer fra et vindue. Ved formgivende lys er der ofte bløde eller glidende overgange mellem lys og skygge.


Clairobscur

Michael von Havens maleri: Christian d. V’s salving i slotskirken på Frederiksborg Slot (1671) 

Clairobscur er fransk og betyder „lys-mørk“. Ved clairobscur er kontrasten mellem lys og skygge stor. Der er få eller ingen mellemtoner. Det virker måske som om, der er rettet et skarpt projektørlys mod figurerne, og at resten ligger i mørke. Kunstneren iscenesætter motivet og bestemmer, hvad beskueren skal se. Han eller hun manipulerer måske med beskueren.


Symbolsk lys

Joakim Skovgaard: Kristus i de dødes rige, 1891-94 

Lys og mørke kan have en symbolværdi. Lys og mørke er hinandens modsætninger, og vi tillægger dem ofte moralske eller eksistentielle egenskaber. 

Lys og mørke kan fx symbolisere: Godt og ondt, dag og nat, liv og død.

Der er uendeligt mange måder at male på. Alligevel skelner man mellem to fundamentalt forskellige malemåder: Den lineære og den maleriske.

Lineær

C. W. Eckersberg: Portræt af Bertel Thorvaldsen, 1814 

Hvis kunstneren maler lineært lægger han eller hun ofte vægt på den klare form. Figurerne er tydeligt defineret af konturstreger og de adskiller sig klart fra baggrunden og omgivelserne. Formen er plastisk, dvs. rumlig. Penselstrøgene er omhyggelige, detaljerede, usynlige, formfuldendte, nøjagtige.


Malerisk

Theodor Phillipsen: En kostald. Saltholm, 1891  


Hvis kunstneren maler malerisk lægger han eller hun ofte vægt på helhedsvirkningen frem for detaljerne. Figurerne flyder måske sammen med baggrunden og omgivelserne. Penselstrøgene er hastige, skitseagtige, grove, synlige, sløsede.

Jais Nielsen: Afgang, 1918 

Kunstneren kan skabe en illusion om bevægelse i kunstværket. Det ellers ubevægelige kunstværk, kan fremstå dynamisk og bevægeligt for beskueren, fordi øjet opfatter forskellige typer af former som værende enten statiske eller dynamiske. 
 
Horisontale og vertikale linjer virker “rolige”. Den horisontale linje “hviler” og den vertikale linje er “i lod”. Figurer som kvadratet, cirkelen, og den ligesidede trekant er i balance omkring et centrum og virker derfor statiske. Så snart linjer eller figurer trækkes væk fra centrum og mod periferien aktiveres fornemmelsen af dynamik. 

 

Bevægelse kan også skabes ved at betone to yderpunkter, således at beskuerens øje vandrer eller bevæger sig fra den ene pol til den anden. Hvis kunstneren tilmed har forstærket eller gentaget ensartede former imellem de to yderpunkter skabes en form for animationseffekt, som man kender det fra tegnefilmen.

Mennesket er det hyppigst forekommende motiv i kunsten. Når kunstnerne kredser så meget om mennesket, er det selvfølgeligt, fordi kunst handler om os selv. Den handler om vores tanker, følelser, forestillinger og idéer. Den handler om hvordan vi har det i forhold til os selv og i forhold til vores omverden. Den måde mennesket er fremstillet på i kunsten kan sige noget om kunstnerens og periodens menneskesyn og verdensopfattelse. Det kan have en betydning i kunstværket om mennesket fx: Står eller ligger, er påklædt eller nøgen, er i hel eller halv figur, ses frontalt, bagfra eller fra siden.


Fragmenteret

Toni Martelli: Fucked, 2005 

Kunstneren kan fragmentere mennesket. Vise det ødelagt, opløst eller i stykker. Måske er kroppen beskåret på en markant måde af billedrammen. På den måde anfægtes menneskets værdighed og integritet.


Skematiseret

Harald Blåtand: Den store Jellingsten. Kristussiden, 965. 

Kunstneren kan gøre mennesket skematiseret, upersonligt og anonymt.


Idealiseret

Michelangelo Buonarroti: Adams skabelse, ca. 1510 
Kunstneren kan idealisere og forskønne mennesket. Måske undlader han eller hun at tegne den grimme vorte på næsen og tænker på, hvordan “Vorherre” ville have skabt mennesket i en perfekt verden.


Typificeret

Jørgen V. Sonne: Brudefærd fra det nordlige Sjælland, hvor den hjemkomne soldat finder sin forlovede som en andens brud, 1856 

Kunstneren kan skildre mennesket som art eller type og forsøge at vise nogle generelle træk fx ved: Mand, kvinde, ung, gammel, rig, fattig, ond, god.


Individualiseret

C. A. Jensen: Portræt af Doris van Helsdingen, 1835 

Kunstneren kan lægge vægt på menneskets individuelle træk og karakteristika – også de mindre flatterende. Hvad er det særlige ved netop ham eller hende?


Karikeret

Michael Kvium: En køkkenscene, 1986 

Kunstneren kan overdrive eller underdrive visse steder på kroppen og på den måde skabe en karikatur af mennesket.