Om Antologi

Antologien er en tekstantologi, som supplerer grundbogens tre perspektiver: litteratur, sprog og medier. Antologiens hovedsigte er dog litterært, og den er sammensat, så den giver et næsten fuldstændigt bud på litteraturlæsningen i dansk i gymnasiet, for man behøver kun at tilføje et antal hele værker. Teksterne er udvalgt, så de er egnede til at honorere alle danskfagets litterære krav, og de er derfor illustrative for forskellige faglige aspekter, både litteraturhistoriske, genremæssige og metodiske. Som det er tilfældet i grundbogen, er krydsfeltmetaforen også dækkende for idéen med antologien. Teksterne er nemlig udvalgt, så de udgør et krydsfelt, der på en gang omfatter en genremæssig, historisk og tematisk spredning, og samtidig samler ved at trække linjer og konturer op, som gør det nemt at skabe overblik over litterære varianter, tendenser og perspektiver. Samlingen består altså af tekster, der kan læses og sammenstilles på kryds og tværs, fordi de repræsenterer forskellige facetter af faget og aspekter i det litterære landskab.

Udvalget består hovedsagelige af ret korte tekster og tekstuddrag, så det er muligt at få indblik i mange forfatterskaber, temaer og skrivemåder. Der er dog også en del længere tekster, som Karen Blixens Dykkeren (1954) og hele Inger Christensens kanoniserede digtsamling Sommerfugledalen (1991). Antologiens tekster kan i øvrigt suppleres af de mange citater af tænkere og forfattere i ARTLINE.

Teksterne i antologien udgør et litteraturhistorisk skatkammer, der er repræsentativt for litterære tendenser over tid og viser hele den litteraturhistoriske kronologi. Det er tekster, der hver især har værdi og litterær kvalitet. De giver mulighed for både overblik og nedslag i litteraturhistorien, for synkront og diakront arbejde med teksterne. Desuden introduceres forskellige forfatterskaber. Særligt de litterære nybrud, der markerer paradigmeskift i litteraturhistorien, er i fokus i tekstudvalget.

Svenske og norske tekster er gengivet på originalsprogene (med undtagelse af Karens jul af Amalie Skram og, som dog også findes på norsk, og Et øje rødt af Jonas Hassen Khemiri). Antologiens ældre tekster er blevet moderniseret, sådan at de følger nutidig retstavning. De sværest tilgængelige af de ældre tekster er indlæst og kan afspilles her på websitet.

Mange litterære kernetekster er repræsenteret. Det er bl.a. tekster, som tilhører den litterære kanon, eller som betragtes som klassikere, da teksterne både har æstetiske kvaliteter og også ofte er meget illustrative i litteraturhistoriske og metodiske sammenhænge. Den nyeste litteratur er særligt aktuel og relevant i mange faglige sammenhænge og har derfor forholdsmæssigt en større plads i antologien end den ældre.

Udvalget er sammensat, så alle relevante litterære genrer er med i antologien. Der indgår både fiktion og nonfiktion, men det er de fiktive genrer, der fylder mest. Det gælder ikke kun de klassiske litterære hovedgenrer lyrik, epik og drama, men også en række genrehybrider, der kombinerer træk fra flere genrer. Også mange undergenrer, hvoraf en del er obligatoriske i læreplanen for dansk i gymnasiet, indgår. Det gælder genrer som novelle og roman, men også genrer som myte, saga, folkevise, folkeeventyr, salme, kunsteventyr, ode, sonet, haikudigt og mange flere. Blandt de ikke-fiktive genrer rummer udvalget bl.a. en række avisreportager, selvbiografiske tekster og litterære manifester.

Også det geografiske aspekt har haft betydning for udvælgelsen. Der er således en række svenske og norske tekster, tekster af en grønlandsk og en færøsk forfatter og mange verdenslitterære tekster, der fordeler sig på de forskellige litteraturhistoriske perioder, så de har en vis tidsmæssig spredning. Disse tekster er både udvalgt ud fra kvalitative kriterier, og så det giver mening at perspektivere dem til de danske litterære tendenser for på den måde at vise den danske litteraturs samspil med verdenslitteraturen.

Der indgår tekster af mange forskellige forfattere i antologien, fordi der derved opnås et bredt indblik i dansk litteratur og de mange temaer og skrivemåder, som den rummer. Derfor er mange forfattere kun repræsenteret ved én tekst. Af nogle forfattere er dog medtaget flere tekster, så man også har mulighed for at undersøge udviklingen i et forfatterskab, som for eksempel H.C. Andersens eller Naja Marie Aidts. Der er selvfølgelig taget højde for, at de 14 kanoniserede, obligatoriske forfattere er repræsenteret ved mindst en tekst hver. Generelt er forfatterne både yngre og ældre, mænd og kvinder, danske og udenlandske, kendte og mindre kendte.

I forbindelse med udarbejdelsen af 2. udgave af Krydsfelt Grundbog er antologien blevet suppleret med nye tekster, således at udvalget er ajourført, og den nyeste tid er repræsenteret.

Udover litteraturhistorisk, genremæssig, kønsmæssig og geografisk spredning, er udvalget sammenstillet, så man kan forfølge en række skrivemåder og temaer. Man kan fokusere på en særlig skrivestil eller litteraturhistorisk „isme“ ved for eksempel at læse forskellige modernistiske tekster. Det modernistiske spor kan følges fra slutningen af 1800-tallet og frem ved at læse tekster som Sophus Claussen: Mennesket og digteren (1907), Johannes V. Jensen: På Memphis Station (1906), Pär Lagerkvist: Ångest (1916), Tom Kristensen: Nat i Berlin 1920 (1927), Erik Knudsen: En strålende skyskraber (1945), Klaus Rifbjerg: Konfrontation (1960), Peter Seeberg: Patienten (1962), Hans Jørgen Nielsen: Sneen er sne og den sner (1965) og Michael Strunge: Luxus (1978). Ønsker man i stedet at lave et forløb om realismebegrebet før og nu, kan man læse Herman Bang: Den sidste balkjole (1887), Martin Andersen Nexø: Lønningsdag (1900) Hans Kirk: af Daglejerne (1936), Christian Kampmann: Emilie Grüen (1962), Helle Helle: Film (1996) og et eksempel på en ny og mere rå realisme, Jan Sonnergaard: af Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom (2009).

Man kan også vælge at fokusere på det absurde og groteske i litteraturen og sammenligne tekster som for eksempel Franz Kafka: Et brodermord (1919), Albert Camus: af Den fremmede (1944), E. Ionesco: af Den skaldede sangerinde (1950), Jorge Luis Borges: De to konger og de to labyrinter (1957), Peter Adolphsen: Ved Højer Sluse (2000) og Line Knutzon: af Torben Toben (2001).

Humor, ironi og satire bruges på varierende vis i tekster som P.A. Heiberg: Selskabssang (1790), Henrik Pontoppidan: Nådsensbrød (1887), Kjeld Abell: af Melodien der blev væk (1935), Peter Seeberg: Patienten (1962), Peter Adolphsen: Ved Højer Sluse (2000), Maja Lee Langvad: af Find Holger Danske (2006), Mette Moestrup: Sandt/falsk II (2006) og Jens Blendstrup: Det rummelige menneske (2007).

Mange af de gennemgående temaer i Krydsfelt-antologien fremgår af grundbogen og dens opgaver, som for eksempel Krop og identitet, Ude og hjemme og Forgængelighed. Blandt andre fremtrædende temaer er „skabelse og undergang“, som kan undersøges i Bibelens skabelsesberetning, Vølvens spådom, Erik Knudsen: En strålende skyskraber (1945) og Cormac McCarthy: af Vejen (2006). Man kan dog også arbejde med katastrofen i en lidt bredere betydning og supplere med tekster som H.A. Brorson: af Lissabons ynkelige undergang ved jordskævet den 1. november 1755 (1755), Ib Michael: Af Troubadurens lærling (1984), Tom Kristensen: af Hærværk (1930) og Peter Adolphsen: Ved Højer Sluse (2000).

Et andet aktuelt tema er „mødet mellem forskellige kulturer“. Det ses f.eks. i uddraget af den svenske roman Et øje rødt (2003) af Jonas H. Khemiri, i Lars Saabye Christensen: Grisen (2005), Mette Moestrup: Sandt/falsk II (2006) og Maja Lee Langvad: Find Holger Danske (2006). Selvom Marjane Satrapi: af Persepolis, Sabbatten (2005) ikke skildrer et møde mellem kulturer, så kan den være med til at nuancere forståelsen af en fremmed kultur.

Et vigtigt spor i antologiudvalget er tekster, som undersøger grænsen imellem fiktion og virkelighed, ved at forfatteren inddrager selvbiografiske elementer i værket. Det ses bl.a. i H.C. Andersen: Den grimme ælling (1844), Vita Andersen: Hun ser godt ud (1977), Nick Flynn: af Endnu en lortenat i en røvsyg by (2006), Morten Sabroe: af Du som er i himlen (2007), Tomas Thøfner: af Punktum (2009) og Jan Sonnergaard: af Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom (2009).

Et tema, som kunne kaldes „jagten på jeget“, omfatter tekster, der skildrer individers forsøg på at skabe eller fastholde en identitet. Det ses særligt tydeligt i tekster som William Shakespeare: af Hamlet (1602), Henrik Ibsen: af Et dukkehjem (1879), Edith Södergran: Dagen svalnar (1916), Kirsten Hammann: Jeg civiliserer mig om morgenen (1992) og Haruki Murakami: af Kafka på stranden (2002).

I nogle tekster er det forholdet mellem nationalitet og identitet, der er i fokus. Det ses i nationalsange som Adam Oehlenschläger: Fædrelandssang (1819), Bjørnstjerne Bjørnson: Ja, vi elsker dette landet (1859-1868), Richard Dybeck: Du gamla, Du fria (1844), men også i den ironiske Der er et yndigt land (1980) af Michael Strunge. Det gælder også en lang række andre tekster, der i større eller mindre grad tematiserer nationalitet og hjemsted, som danske Henrik Nordbrandt: Pak ikke din kuffert ud (1992), men også tyrkeren Kemal Özer: Et menneske en drøm (1996), færingen Tóroddur Poulsen: Historie (1998), grønlænderen Ole Korneliussen: af Saltstøtten (2000) og afghaneren Pir Mohammad Karwan: Om natten bliver jeg barn (2003).

At hjemstedet påvirker vores identitet ses indirekte i en række tekster, der beskriver eksilet som tilstand. Det gælder bl.a. beskrivelsen af syndefaldet fra 1. Mosebog i Bibelen, folkevisen Ebbe Skammelsøn, St. St. Blichers: Præludium (1838), Herman Bangs reportage På „Thingvalla“ (1881), Jakob Ejersbo: Eksil (2009), Tore Ørnsbo: Immigrantens epilog (2009) og Naja Marie Aidt: Postkort falmer (2009).

Også mere gængse psykologiske fænomener som forførelse og syndefald er oplagte at arbejde med. Det kan man gøre i syndefaldsberetningen, St. St. Blicher: Sildig opvågnen (1828), Emil Aarestrup: Til en veninde (1838) og Søren Kierkegaard: af Forførerens dagbog (1843).

En række af antologiens tekster behandler generationsforskelle og generationsopgør. Det gælder f.eks. folkevisen Germand Gladensvend, Peter Høeg: af De måske egnede (1993), Nick Flynn: af Endnu en lortenat i en røvsyg by (2006) og Christian Dorph: Min mor syg igen (2009).

Vil man fokusere på litterære teksters kvindesyn, så behandles det for eksempel i Thomasine Gyllembourg: af Ægtestand (1834), John Stuart Mill: af Kvindernes underkuelse (1861), Henrik Ibsen: af Et dukkehjem (1879), Herman Bang: Den sidste balkjole (1887), Vita Andersen: Hun ser godt ud (1977), Pia Tafdrup: Sommerfugl (1981), Ursula Andkjær Olsen: af Lulus sange og taler (2000).

Mange af antologiens tekster kan læses parvis, fordi de har et tematisk slægtskab og derfor er oplagte at sammenligne. Det gælder for eksempel Hans Scherfig: af Det forsømte forår (1940) og Peter Høeg: af De måske egnede (1993), Tom Kristensen: Nat i Berlin 1920 (1927) og Michael Strunge: Berlin, mit hoved (1983) samt H.C. Andersen: Skyggen (1847) og Pia Juul: Skygge (2001).

Uanset om antologien anvendes i en litteraturhistorisk, metodisk eller tematisk sammenhæng, så byder udvalget altså på mange muligheder. Men teksterne kan bestemt også blot læses for det de er: Gode fortællinger, der giver indblik i forskellige tidsaldres forestillinger om liv og litteratur.