1720-1800: Oplysningstiden


Som samfundsvidenskabeligt fagudtryk betegner offentlighed eller borgerlig offentlighed en social og kulturel sammenhæng, hvori borgere i et borgerligt liberalt samfund udveksler idéer, vurderinger og kritik vedrørende fælles anliggender.
 
Offentlighed forudsætter, at mange mennesker har reel mulighed for indbyrdes kommunikation, dvs. adgang til fx forsamlingshuse, aviser, elektroniske medier eller lignende. Gennem offentlig debat kan borgerne ideelt set udvikle fælles forståelser, som kan præge de politiske beslutninger.
 
Offentligheden er ikke en del af staten; den er et selvstændigt forum, et abstrakt rum, hvor den statslige politik kan underkastes kritisk vurdering. Gennem deltagelse i offentligheden udvikles ideelt set også borgernes politiske dømmekraft.
Deisme kommer af deus, der betyder “gud“. Deisme er læren om eller troen på en gud, der har skabt verden, men som efter skabelsen trækker sig tilbage og ikke griber ind i verdensforløbet.
 
Deisme var meget udbredt blandt oplysningstidens forfattere og tænkere. Når Gud havde overladt verden til sin egen skæbne, måtte meningen være, at mennesket selv, i kraft af dets intellekt og sunde fornuft, skulle indrette tilværelsen bedst muligt.
 
Deismen kan ses som den idémæssige baggrund for oplysningstidens intensive reformpolitik og forsøg på at oplyse og uddanne befolkningen. Et højt dannelsesniveau var nemlig forudsætningen for at menneskeheden kunne forvalte verden og sit eget liv på rette vis.

Den store franske encyklopædi, der havde til formål at udbrede al menneskelig viden til befolkningen, kan ses som et konkret udslag af denne tankegang.
Empirisme er en filosofisk retning, der hævder at al viden om virkeligheden opnås gennem sanserne eller gennem det, vi erfarer.
 
Empirismen benægter, at man kan opnå viden om virkeligheden ved udelukkende at anvende fornuften, og derfor står empirismen i modsætning til rationalismen.
Encyclopédie eller Dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers (på dansk kaldet den store franske encyklopædi) blev udarbejdet i årene fra 1751 til 1772. Det er den største bogudgivelse i oplysningstidens Europa.
 
Encyclopédie er et storværk i 17 tekstbind og 11 illustrerende bind med kobberstukne plancher. Den er et monument over tidens kamp for retten til fri viden, uafhængigt af statsmagtens og kirkens interesser.
 
Encyclopédie blev udarbejdet af en forfattergruppe under ledelse af Denis Diderot. Forfatterne forsøgte at give et samlet, systematiseret billede af den menneskelige viden, herunder om videnskab, kunst og håndværk med det formål at oplyse og uddanne befolkningen.
En epistel er et causerende, let og underholdende digt, gerne adresseret til en virkelig person.
 
Epistler kan sammenlignes med nutidens breve.
Fornuft betegner evnen til begrebsmæssig tænkning og til at opnå objektiv erkendelse, herunder også erkendelse af etiske værdier.
 
Intellekt er evnen til at tænke, forstå, abstrahere og anvendes i almindelighed om alle former for tankevirksomhed.
 
Fornuft og intellekt blev nøglebegreber i oplysningstiden. Man hyldede den sunde fornuft forstået som menneskets naturlige evne til – uafhængigt af autoriteter, lærdom og formel logik – at overveje og ræsonnere.
 
Ludvig Holberg appellerer talrige steder i sit forfatterskab til menneskets sunde fornuft.
Frihedsrettigheder eller menneskerettigheder er fundamentale rettigheder, der skal sikre det enkelte menneske dets frihed.
 
Frihedsrettighederne bygger på den liberale opfattelse, at ethvert menneske har en frihed eller privat rådighedssfære, som statsmagten ikke må forgribe sig på, men tværtimod har pligt til at sikre bliver respekteret.
 
Blandt de klassiske grundrettigheder kan nævnes retten til livet, religionsfrihed, personlig sikkerhed, retten til retfærdig rettergang, ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed samt respekt for privatlivet og familielivet.
 
I oplysningstiden blev formuleret mange dokumenter, der fastslår sådanne rettigheder, som eksempel kan nævnes fra England Habeas Corpus-akten (1679) og Declaration of Rights (1689), fra USA Uafhængighedserklæringen (1776) og fra Frankrig Erklæringen om Menneskerettigheder (1789).
Det klassiske drama var hovedgenre inden for litteratur og teater i oplysningstiden.
 
Det klassiske drama overholder de tre enheder: tidens, stedets og handlingens, i en logisk sammenhæng uden fortællemæssige svinkeærinder.
 
Det klassiske drama er komponeret i fem akter fordelt på 
  1. en præsentation
  2. en knude, hvor konflikten fremlægges
  3. en krise, hvor den spidses til
  4. et omslag 
  5. en opløsning af konflikten.
Det var strukturens klarhed og udformningen i velklingende vers, der var skønhedskriteriet, og ikke virkelighedsgengivelse eller realisme.
Liberalisme er en politisk ideologi, der hviler på et individualistisk menneske- og samfundssyn.
 
Hovedtanken i det individualistiske menneskesyn er, at det enkelte menneske har en række naturlige rettigheder, fx retten til liv, frihed og ejendom, som det er fællesskabets, konkret statens, opgave at respektere og beskytte.
 
Liberalismen har et ambivalent forhold til staten; på den ene side er staten nødvendig til beskyttelse af de individuelle rettigheder, på den anden side er der en fare for, at den bliver for stærk og omfattende. Derfor må statens magt begrænses og kontrolleres, fx i form af en skreven forfatning.
Moralfilosofi eller etik er en praktisk filosofi, der beskæftiger sig med menneskets moralske handlinger og vurderinger.
 
Moralfilosofien er kendetegnet ved, at den ud over at foreskrive etik og moral – som også religion, politik og pædagogik gør – også forsøger at begrunde og systematisere sine moralske vurderinger.
 
Ludvig Holberg udtrykker moralfilosofien som det felt: „hvorved sindet dyrkes og et menneske ligesom dannes; thi den lærer os ikke alene, hvad ret og uret, hvad sømmeligt og usømmeligt er, men endogså giver naturlige årsager dertil.“
Nyklassicisme er en kunstretning inden for billedkunst, arkitektur og kunsthåndværk, der efterligner eller søger at genoplive antikkens skønhedsidealer og formsprog.
 
Nyklassicismen opstod i Rom omkring midten af 1700-tallet og blev dyrket langt op i 1800-tallet. Dens følsomme modpol er romantikken.
 
Nyklassicismens idémæssige grundlag blev udformet af arkæologen J.J. Winckelmann, der, efter udgravningerne af de antikke byer Herculaneum og Pompeji, konkluderede, at den klassiske, antikke kunst var præget af „ædel enfold og stille storhed“.
 
Essensen i nyklassicismen er, at den hævder at besidde det gode, det sande og det skønne. Motivet eller indholdet skal være godt, dvs. moralsk, oplysende eller på anden måde opbyggeligt. Formsproget skal være både sandt og skønt, dvs. realistisk, men på en idealiseret og forskønnet måde.
 
Stilen er kendetegnet ved enkelhed, symmetri og harmoniske proportioner og bygger på de klassiske idealer om mådehold, klarhed, naturlighed og ligevægt.
 
Fordi nyklassicismen menes at repræsentere det gode, det sande, og det skønne er stilen ofte brugt – og misbrugt – af politiske instanser, der hævder at sidde inde med sandheden. Eksempelvis anvendtes stilen i oplysningstiden af den enevældige Ludvig den 16., men blev senere overtaget af de franske revolutionære. I det 20. århundrede udviklede de totalitære regimer i Sovjetunionen, Italien og Tyskland en monumental og overdreven form for klassicismen.
Oplysningstiden prægede 1700-tallets Europa. Den indledtes i 1690 med John Lockes bogudgivelse: An Essay Concerning Human Understanding (Et essay om den menneskelige forstand) og afsluttedes med Immanuel Kants Kritik der reinen Vernunft (Kritik af den rene fornuft) i 1781. I Danmark strakte oplysningstiden sig fra ca. 1720 til ca. 1800.
 
Oplysningstiden var præget af en optimistisk tro på den menneskelige fornuft. Man ønskede at oplyse og uddanne befolkningen med det formål at gøre borgerne fri for overtro, fordomme samt forældede religiøse, politiske og sociale dogmer.
 
Oplysningstidens filosoffer som fx John Locke, David Hume, Voltaire, Montesquieu og Jean-Jacques Rousseau forsøgte at påvirke mennesker til at tænke selvstændigt og fornuftsbetonet, således at de kunne blive gode og nyttige samfundsborgere.
 
Man bekæmpede de fordomme, som blev holdt i hævd af både verdslige og kirkelige magthavere med det formål at undertrykke borgerne.
 
Oplysningstiden var præget af interesse for historie, natur- og samfundsvidenskab, og begreber som empirisme (erkendelsesteori baseret på erfaring), rationalisme, deisme, sekularisering og liberalisme vandt frem.
 
I Frankrig vendte man sig især imod enevælden og så adgangen til viden som en dynamisk faktor i samfundsudviklingen. Den store, franske encyklopædi, er det mest håndgribelige resultat af tidens tro på oplysningens og den kritiske fornufts betydning.
 
Litteraturen blev gradvist løsrevet fra kirke og kongemagt. Nysgerrighed, refleksion og diskussionslyst kom i højsædet, hvorimod hellig gysen, tiljubling og heroisering af religiøse og fyrstelige autoriteter var på tilbagetog.
 
Inden for billedkunsten var nyklassicisme det nye formsprog. Dens enkle og idealiserede billedsprog stod i fin overensstemmelse med oplysningstidens stræben efter objektivitet og klarhed. 
Oplyst enevælde, også kaldet opinionsstyret eller borgerlig enevælde, var en styreform og et politisk ideal i Danmark fra 1770 til 1849.

Den enevældige monark havde som landsfader til opgave at sikre almenvellet og oplyse og tjene sine undersåtter.

Se også absolutisme, enevælde og oplysningstiden.
Pietisme er betegnelsen for en europæisk fromhedsbevægelse, der kom til Danmark i 1700-tallet, og som lægger vægt på det enkelte menneskes religiøse følelse.
 
Bevægelsen forsøgte at reformere lutherdommen, hvor det på ortodoks vis blev forlangt, at man ikke blot skulle have en tro, men den rette tro.
 
Den lutherskes ortodoksi stod for en ret udvendig og autoritativ indterpning af katekismus og de rette trossætninger. Pietismen derimod ønskede en personlig og inderlig tilegnelse af kristendommens sandheder. Bodskamp, omvendelse og helliggørelse udgjorde kernen i pietismens tro.
 
Pietismen betegner således en interesse for det indre frem for det ydre. Autoriteten er flyttet ind i mennesket selv, til individets hjerte, følelse, og samvittighed. Dermed kan pietismen siges at bidrage til oplysningstidens generelle forsøg på at modernisere samfundet ved at tilskynde individer til at tænke selvstændigt og handle ud fra egen overbevisning.
Rationalisme er en filosofisk retning, der hævder, at vi opnår viden eller erkendelse om verden alene ved brug af den menneskelige fornuft.
 
Rationalismen afviser enhver tro på noget, der overstiger menneskets fatteevne. Derfor står rationalisme i modsætning til eksempelvis det guddommeligt åbenbarede, men også empirismen.
 
Begrebet rationalisme er især knyttet til oplysningstiden. Man opfattede fornuften som en kritisk, antiautoritær evne, der var hævet over følelser og fantasi, og mente, at den burde være den afgørende autoritet i alle anliggender, også religiøse.
En robinsonade er en fortælling, der sættes i relation til Daniel Defoes to lange romaner om Robinson Crusoe (1719).

Robinsonadens klassiske temaer er overlevelse og civilisation. Hos Defoe afsondres Robinson Crusoe på en øde ø. Han overlever kun i kraft af sin arbejdsomhed, fornuft og rationalitet. Crusoe omdanner gradvist den ”uciviliserede” natur til den form for civilisation, han kender hjemmefra.

I 1900-tallet fremkom den negative robinsonade, der bunder i et pessimistisk menneskesyn. I William Goldings Fluernes herre (1954), lider solidariteten og fornuften nederlag blandt nogle skibbrudne drenge, og menneskets dæmonisk, destruktive "indre dyr" bryder frem.
Rokoko er afledt af det franske rocaille, der refererer til en “ophobning af muslingeskaller“. Det er en stilretning i europæisk arkitektur, møbelkunst, malerkunst, musik og digtning i første halvdel af 1700-tallet, placeret mellem barok og nyklassicisme.
 
Rokokoen opstod i Frankrig i begyndelsen af 1700-tallet som en ny form for dekorativ rum-udsmykning af slotte og palæer, med det formål at skabe raffinerede og elegante rammer omkring hoffet og adelens selskabsliv.
 
Vægfladerne blev opdelt af høje vinduer vekslende med spejle omgivet af bølgende rammer og lyse, pastelfarvede træpaneler med forgyldte ornamenter. Hen over loftet og ned ad væggen bredte sig et asymmetrisk, bugtende og uregelmæssigt ornament, det såkaldte rocailleværk.
 
Typisk for rokokoen er dens lette, elegante og musikalske karakter. Naturens former er dens inspirationskilde.
Sekularisering betegner den proces, hvor forskellige felter indenfor samfund og kultur gøres fri af kirkelig eller religiøs kontrol og dermed gøres verdslige eller sekulære.
 
Sekularisering betyder, at staten, som den verdslige myndighed, overtager forvaltningen af sager, som kirken ellers kontrollerede, det kan fx være uddannelsessystemet.
 
Sekularisering betegner også den proces, som fører til, at ånds- og tankelivet frigøres fra religionen. Billedkunst, litteratur, musik og filosofi bliver gradvist autonome eller uafhængige af den kirkelige kontrol.
 
Sekularisering var et af de mest markante aspekter ved oplysningstiden.
Sturm und Drang (storm og pres) var en tysk, førromantisk ungdomsbevægelse i slutningen af 1700-tallet. Den var et opgør med oplysningstidens ensidige fornuftsdyrkelse og nyklassicismens formstrenghed.

Sturm und Drang hentede bl.a. inspiration fra William Shakespeare og det nationalt mytologiske og middelalderlige stof. Den var kendetegnet ved en forkærlighed for det grænsesprængende herunder en dragning mod det gotiske, dunkle og dæmoniske, hvilket kunne give sig udtryk i skrækromantik.
 
I Danmark kaldes tilsvarende strømning førromantik og er bl.a. karakteriseret ved, at naturen benyttes som spejl for det menneskelige følelsesliv. Især den vilde natur med forrevne bjerglandskaber og brusende floder bliver symbol på de store lidenskaber.
 
Nicolai Abildgaard: Mareridt, 1800
Erik Pauelsen, Sarpfossen, 1788
Det sublime er en æstetisk kategori, der står for det grænsesprængende og overvældende. I 1700-tallets kredsede man i særlig grad om de faktorer i virkelighedens og i kunstens verden, der fremkaldte oplevelsen af det sublime.

Det sublime er kendetegnet ved ikke at være bundet til form. Det er ikke en egenskab ved en genstand, men derimod forhold i den ydre eller indre verden, der fremkalder sublime følelser. Det kan være oplevelsen af mørke, kraft, afsavn, det storladne, uendelighed, lys eller lignende.

Det er ikke alle former for eksempelvis lys, eller enhver kraftpræstation, der fremkalder det sublime. Kun når en særlig konstellation af elementer, giver beskueren indtryk af fortættet mening, er der tale om det sublime – som lyset, der bryder skyerne på en bestemt måde.

Det sublime er en art guddommelig mening, der rækker hinsides den menneskelige fornuft, men som også kan risikere at slå om i meningsløshed, netop fordi det sprænger rammerne for menneskets intellektuelle rækkevidde. Ved oplevelsen af det sublime bliver menneskets sårbarhed/ubetydelighed smertende eksplicit.

Man kan også sige, at det sublime er når vi opfatter noget, der er så vældigt, så diffust eller abstrakt, at vi ikke kan kategorisere det inden for vor normale symbolske orden, og derfor er det sublime en modpol til oplysningstidens fornuftsdyrkelse.

Det sublime var uforeneligt med nyklassicismens harmoniske skønhedsideal.