1050-1500: Middelalder


Feudalisme er en samfundsform, der var fremherskende i Danmark og store dele af Europa fra ca. 900-tallet til år ca. 1500. 
 
Feudalisme var en måde at organisere samfundet på i middelalderen, hvor der ikke eksisterede en egentlig statsmagt, og hvor begrebet “stat” ikke fandtes. Feudalismen var et stærkt klassedelt samfund, hvor vasaller, dvs. undersåtter, var bundet af personlige troskabs- og tjenesteforhold til en lensherre, der stod under en fyrste eller en konges herredømme.
 
En lensherre var en adelig, som ejede et len, dvs. et landområde. Vasallen fik brugsret til jord eller embeder, og skulle som modydelse give lensherren nogle af sine afgrøder eller gøre krigstjenesten for ham.
 
Feudalismen overførtes fra Frankrig til England i 1066 da Vilhelm Erobreren erobrede England . Her nåede feudalismen sin mest konsekvente udformning, fordi man fastholdt det princip, at al jord var forlenet af kongen, som dermed stod som formel ejer af hele landet.
 
I Danmark kalder man feudalisme for lensvæsen. Det ophørte som bærende samfundsorden i Danmark i 1536.
Folkeeventyret er, i modsætning til kunsteventyret, mundtligt genfortalt og ikke et skriftligt værk præget af en bestemt forfatter. Hvornår historierne stammer fra kan man ikke fastlægge, men de blev samlet og udgivet i 1800-tallet, hvor interessen for den folkelige kultur blomstrede. Der er ofte flere versioner af den samme historie, men som hovedregel er de bygget over nogle enkle formler.
 
Prøvelser og pointer
Mest kendt fra eventyrenes verden er hovedpersonens prøvelser. Der er ofte gentagede, sproglige elementer knyttet til prøvelserne, ligesom indledning og afslutning kan have faste vendinger: ”der var engang…” og ”De levede lykkeligt…”.
 
Trylleeventyr og skæmteventyr
Man kan groft dele folkeeventyrene op i trylleeventyr og skæmteeventyr. Hans og Grethe er et skæmteeventyr, der vender dyden at tie på hovedet og har en overraskende pointe. I trylleeventyrene foregår dele af handlingen i et overnaturligt rum, der er befolket af trolde, nisser, elverpiger og drager. I trylleeventyr indgår ofte en hovedperson, en modstander, en hjælper, en præmie (ofte en prinsesse), en afgiver af præmien og en modtager af præmien.

Folketro er den faglige betegnelse for overtro. Folketro er større befolkningsgruppers forestillinger om overnaturlige eller uforklarlige kræfter, væsener og sammenhænge.
 
Forestillingerne udgør ikke et samlet system, men stammer tværtimod fra vidt forskellige tankesæt, der ofte er indbyrdes modstridende. Folketroen fungerer som en dagliglivsfilosofi, der fortæller folk, hvordan de skal tænke og handle i konkrete situationer. 
 
Overnaturlige væsener 

Indtil omkring 1900 var folketroen præget af naturmytologiske forestillinger om overnaturlige væsener, som befolkede skovene, bakkerne, vandløbene og havet (ellefolkene, de underjordiske, åmanden, havmænd og havfruer). 
 
En særlig gruppe af overnaturlige væsener var varulve og marer, hhv. mænd og kvinder, som pga. en forbandelse fra tid til anden optrådte i dyreham. 
 
Overnaturlige evner 
Folketroen opererede også med overnaturlige evner, som man kunne være født med: Den synske var i stand til at få visioner om fremtidige hændelser, dobbeltgængeren kunne være flere steder på samme tid, heksen kunne skade andre med sin blotte misundelse, og den kloge var født med evnen til at helbrede.
Betegnelsen “folkeviser” stammer fra romantikken, hvor man så viserne som en direkte arv fra den danske kultur og ånd i middelalderen. I dag mener man, at viserne blev sunget omkring 1200-tallet og nedskrevet omkring 1600-tallet, flere af dem i forskellige versioner.
 
Viserne er kendetegnet ved at være anonyme og opdeles i fem hovedtyper: Trylleviser, ridderviser, kæmpeviser, historiske viser og skæmteviser.
 
Væne møer og vilde væsner
I folkevisernes forunderlige verden møder vi ofte det unge menneske, der står på tærsklen til det voksne liv og ægteskabet i harmoni med slægtens krav. Jomfruen eller svenden lokkes af sære, overnaturlige kræfter, der enten vinder eller overvindes i et dramatisk hændelsesforløb. Prøvelserne er blevet tolket som symbol på overgangsfasen mellem fx barndommen og voksenlivet.
 
Syrebad og gentagelser
Genren er episk (minilex: epik) lyrisk, og visernes stil er kendetegnet ved “syrebadsteknik”, hvor alle overflødige elementer er fjernet fra teksten. Historierne skulle huskes fra mund til mund. 
 
Viserne er også præget af forskellige gentagelsesformer, der får de frie rimstrukturer, de korte verselinjer og omkvædet til at skabe den kendte folkeviseform.
Høvisk digtning er episk eller lyrisk digtning med rod i den feudale ridder- og hofkultur.
 
Høvisk betyder “hørende til hoffet” og er en betegnelse for kultiveret, ædel og hensynsfuld adfærd blandt lensherrer og deres vasaller. 
 
Høvisk digtning blomstrede især i 1100 og 1200-tallet med trubadurlyrik, kærlighedsdigte og ridderviser. Ofte var temaet den høviske kærlighed, hvor en ridder tilbad en uopnåelig, ofte gift kvinde.
Hovedparten af middelalderens litteratur blev skrevet på latin. 
 
I den tidlige middelalder var latin i praksis det eneste skriftsprog, og de få skriftkyndige havde lært latin samtidig med læsning og skrivning. 
 
Det lå uden for tidens forestillinger, at man kunne erhverve sig boglige kundskaber uden at skulle beskæftige sig med Bibelen, kirkefædrene, de hedenske klassikere, liturgiske tekster m.m. Det sprog, som den hellige skrift og dens omgivende traditionelle tekster var affattet på, dvs. latin, var normgivende for al skribentvirksomhed.
 
Fra omkring år 1100 fandt diverse folkesprog deres skriftlige normer, men først fra ca. 1200 begyndte de at få indpas i næsten alle genrer. 
 
Latin vandt imidlertid i samme periode stærkt frem som lærdommens sprog ved de nye universiteter. Det forblev i senmiddelalderen et skriftsprog med privilegeret status inden for videnskab og religion og til en vis grad også i litteraturen.
Mariaviser er sange til jomfru Maria, der beskriver og lovpriser hendes dyder og fremtræden. Ud fra hver eneste lille detalje besynges det indre tæt forbundet til det ydre, hvilket skaber sanselige og lidenskabelige billeder.
 
20 sange og bønner til Maria
Mariaviser er en begrænset genre i dansk litteratur. Der findes cirka 20 viser, der er nedfældet af anonyme digtere. De stammer fra middelalderen og efterligner latindigte med samme motiv.
 
Maria i kunsten
Middelalderen var optaget af Maria, der både var hellig samt en menneskelig kvinde og mor med følelser for sin døde søn. Se fx Puccio di Simone: Jomfru Maria i afmagt og de tre Maria'er ved Kristi sakrofag, 1350 og Claus Berg: Jomfru Maria, 1520.
Middelalderen er en periode i Europas historie fra ca. 500-1500. Perioden fik sit navn i 1400-tallet af italienske humanister, der så tiden mellem antikken og renæssancens genfødsel af antikken som en mellemliggende, åndeligt formørket periode. Begrebet middelalder er i dag værdineutralt.
 
I Danmark strækker middelalderen sig fra ca. 1050-1500 og betegner den periode, hvor vikingetiden ophørte og den romersk-katolske kirke var den officielle kirke i Danmark.
 
Den romersk-katolske kirke havde magt over hele Europa, og var det institutionelle grundlag for kristendommens udbredelse: Religiøst og åndeligt var middelalderen præget af et kristent, metafysisk verdensbillede. Samtidigt var overtro vidt udbredt. 
 
Socioøkonomisk var feudalismen den dominerede samfundsform.

Middelalderens billedkunst
Middelalderens billedkunst har kristendommen som motiv og tema. Kirkerne blev udsmykket med malede bibelske fortællinger og udskårne træfigurer af Jesus, Jomfru Maria og Johannes Døber. Det havde som hovedformål at befolkningen – størsteparten analfabeter – kunne følge med i og forstå teksten. 
 
Stilistisk er middelalderens billedkunst kendetegnet ved en forenklet, kontursøgende fladekunst med stærke farver. 

Antikkens klassiske træk som tredimensionalitet, perspektivisk gengivelse af rum, indtryk af naturlig bevægelse m.m. forsvandt gradvist. Middelalderens kunstnere ville ikke efterligne naturen, men derimod vise den guddommelige orden, som den tog sig ud i det hinsidige.

 
Middelalderens litteratur
Middelalderens litteratur blev fortrinsvist skrevet på latin, som kun et fåtal lærde forstod, men gradvist vandt folkesprogene indpas, især i den verdslige digtning.
Det middelalderlige verdensbillede var en syntese af den kristne livsanskuelse og en geocentrisk naturopfattelse. 
 
Kristen livsanskuelse

Den kristne livsanskuelse var defineret af den romersk-katolske kirke. Gud havde skabt verden, og planter, dyr og mennesker indgik i et fast hierarkisk system; Gud var det absolutte toppunkt i det hinsidige som konger og gejstlige var det i det dennesidige. Det enkelte menneske måtte stræbe efter at opnå frelse og undgå fortabelse i helvedet ved at efterleve de kristne leveregler.
 
Geocentrisk naturopfattelse
Jorden, mente man, var centrum i universet. Uden om jorden var der en række kugleskaller eller himle, hvori solen, månen og planeterne bevægede sig i cirkulære baner. Uden for den yderste kugleskal fandtes der ingenting.
Riddervæsen er betegnelsen for krigerstanden i middelalderens Europa. Grundelementerne i krigsførelsen var rustningsklædte ryttere og befæstede borge.
Fra ridderborgene udviklede der sig i løbet af 1100-tallet en særlig ridderkultur. 

Ridderkulturen blev præget i en kristen retning af den romersk-katolske kirke. Det blev en ridders pligt at kæmpe for den kristne tro, beskytte enker, faderløse osv. og på alle måder opføre sig høvisk. Det kristne ridderideal udbredtes i forbindelse med korstogene og kom til udtryk i de særlige gejstlige ridderordener som tempelherrerne og johanniterne.

 
I det feudale system sværgede ridderne troskab mod kongen eller en lensherre, men de var fri og havde øvrighedsrettigheder, hvorimod bondestanden var ufri og stavnsbundne.
 
Ridderlig litteratur
Ridderidealet blev tematiseret i de nye litterære genrer, der blev skabt inden for den ridderlige kultur, især ridderromaner og trubadurdigtning. 
 
Et særligt element i den ridderlige litteratur såvel som i turneringer og andre ridderspil var dyrkelse af kvinden.

Den romersk-katolske kirke var den dominerende magtfaktor i middelalderens Europa. Den romersk-katolske kirke definerede og samlede kristendommen som den overordnede, samlende faktor på tværs af nationale, sociale og politiske skel.
 
Den romersk-katolske kirkes magtcentrum var og er Peterskirken i Rom. Magtoverhovedet er paven, der anerkendes som seneste led i rækken af efterfølgere efter Jesus tolv apostle, hvoraf apostlen Peter står i spidsen som kirkens første overhoved.

Den romersk-katolske kirkes teologi er sammenfattet i Den Katolske Kirkes Katekismus.
 
Fra Rom udbredtes den romersk-katolske kirke til resten af Europa, der blev organiseret i bispedømmer og sogne. Dens altomspændende magt blev brudt med reformationen i 1517.
I middelalderen opbyggede man et hierarkisk system, hvor befolkninger blev inddelt i stænder eller samfundsgrupper med hver deres funktion og tilhørende lovfæstede privilegier og forpligtelser. 
 
Der var fire stænder, der i rang og privilegier stod over hinanden: Adelige, gejstlige, borgere og bønder. 

Kongen stod over dem alle.